(navigation image)
Home American Libraries | Canadian Libraries | Universal Library | Community Texts | Project Gutenberg | Children's Library | Biodiversity Heritage Library | Additional Collections
Search: Advanced Search
Anonymous User (login or join us)
Upload
See other formats

Full text of "Den Danske Stjerne"

i 



Nr. 7 • Juli 1969 • 118. Årgang 



DEN 




STJERNE 




Det 

inspirerende 

budskab 

AF FRANKLIN D. RICHARDS, assistent til De Tolvs Råd. 



Nogle af mine venner blandt ikke-medlemmer har fortalt mig, at det træk 
ved Kirken, der har imponeret dem mest, er at den giver alle en mulighed for 
at tjene, uanset alder. Og det er sandt. 

Spændende og ansporende lederskabsopgaver bliver således tildelt mænd, 
kvinder og børn i alle aldre, så de er med til at udføre interessante og værdi- 
fulde projekter. Dette er ikke blot en stor mulighed, men ligeledes et stort 
ansvar for Kirkens medlemmer, fordi Kirkens fremtidige vækst afhænger af 
udviklingen hos lederne — lederne i Kirkens generaladministration såvel som 
i missioner, stave, warder, Præstedømmets kvorum'er, hjælpeorganisationer 
og andre af Kirkens organisationer og aktiviteter. 

Af og til synes vi måske, at vi har for mange muligheder for at tjene og 
udvikle vore talenter, og føler, at det kræver for store ofre. Lad mig imid- 
lertid foreslå, at vi ikke betragter det som et offer, men som en stor velsig- 
nelse. 

Efterhånden som vi udvikler ånden i at give og dele med andre, finder vi 
stor fred, lykke, glæde og tilfredshed, såvel som vækst og udvikling. Q 



INDHOLDSFORTEGNELSE 



211 



Fire rettesnore — 

Af Præsident David O. McKay 

„Søg . . . kundskab ved læsning 

og ved tro" — 

Af Dr. Lowell L. Bennion . . 213 

Mormonismens Historie — 

Af Doyle L Green 216 

Det gengivne Evangelium 

på De britiske Øer .... 221 



Hjælpeforeningen 

Faste og Bøn — 

Af Marianne C. Sharp . 

Søndagsskole 

Bibelen vinder — 

Af Jewel B. Elkington . . 

Nadververs for juli måned 



224 



225 
226 



Den præsiderende biskop 
taler til ungdommen om 
omvendelse — Af biskop John 
H. Vandenberg 227 

Ungdomssiderne 

Fem minder jeg gerne 

ville have — 

Af en senior student . . . 

Styrke for ti — 

Af Ben F. Mortensen . . . 

Rejsen til månen og 

budskabet til jorden ■ — 

Af Dr. G. Homer Durham 

Evangeliet og respekt 

for autoriteterne — 

Af Dr. Sterling R. Provost . 

Børnenes sider 

Modig som en løve — 
Af Margery S. Cannon og 
Lurene G. Wilkinson . . . 
Gammel nok til at spise løg - 
Af Nancy Rose 



229 
230 

232 

233 



49 
54 



Forklaring til omslaget 

Juli er mindedagenes måned. Nogle lande fejrer deres uafhængighedsdag 
i denne måned, og det var sidst i juli, at de hellige bosatte sig i Saltsødalen. 

Kunstneren Jerry Thomsen skildrer en del af de ting, der har betydning for 
alle Kirkens medlemmer: 

Fra Ohio: Kirtland Safety Society's pengesedler. 

Fra Illinois: Veteran Artillery Nauvoo Legionens værdighedstegn og Pro- 
feten Joseph Smith's sværd, brugt i Nauvoo Legionen, Præsident John Tay- 
lors ur, som stoppede en snigmorders kugle, og nøglen til Carthage fængslet. 

Fra Saltsødalen: En måge, en fårekylling og et gammelt metalpladefoto- 
grafi af Præsident Brigham Young. 

Se „Mormonismens historie" side 216. 




DEM 

STJERNE 



Organ for JESU KRISTI KIRKE 
AF SIDSTE DAGES HELLIGE 



Nr. 7 • Juli 1969 
118. Årgang 



Udgivet af 

Den danske Mission af Jesu 
Kristi Kirke af Sidste Dages 
Hellige 

Don L. Christensen, 
missionspræsident, 
ansvarshavende redaktør 

Nyheder: 

Mary Kaiser, redaktør 

Koordinator: Evy J. Simonsen 

Den danske Stjerne udkommer 
den 1. i hver måned. Abonne- 
mentsprisen (inkl. porto) er i 
Danmark kr. 13.- pr. halvår, 
kr. 25.- for et helt år, i udlandet 
$ 3.- pr. halvår, $ 5.- for et 
helt år. I løssalg kr. 2.50 pr. 
nummer. Betaling ved check 
udstedt til Den danske Stjer- 
ne, Priorvej 12, København F. 
eller gennem postgiro 333.38 
til Jesu Kristi Kirke af Sidste 
Dages Hellige. (De nævnte pri- 
ser er inklud. moms.) 

Tryk: 

Paul Giese KG, Offenbach/M., 
Deutschland 

Layout: 

PBO-Layout-Center, Frankfurt 



Fire 
rettesnore 




AF PRÆSIDENT 
DAVID O. MCKAY 



Forældrenes ansvar 

Vi lever i en kritisk tidsalder. Vi ser uroligheder 
manifestere sig overalt. Verden er tilsyneladende 
så oprørt, som den aldrig før har været. Gamle 
former og metoder afløses hurtigt af nye. Midt i 
dette verdensrøre bliver hjemmet — den grund- 
læggende institution i samfundet — også truet. 

Sidste Dages Hellige, ansvaret for at frelse 
hjemmets hellige institution påhviler for en stor del 
jer, for I ved, at familiebåndene er evige. Der fin- 
des intet midlertidigt i en Sidste Dages Helligs 
hjem. Der findes intet omskifteligt ved familieforhol- 
det i Sidste Dages Helliges hjem. Alle disse bånd 
er evige og bør opretholdes. 



For en Sidste Dages Hellig er hjemmet i sand- 
hed den vigtigste enhed i samfundet, og foræl- 
dreskabet har guddommelig betydning. Forholdet 
mellem børn og forældre bør være således, at bør- 
nene sættes i stand til at blive ideelle borgere, 
når de får selvstændig plads i nationen og i større 
samfundsenheder. Hemmeligheden ved godt bor- 
gerskab ligger i hjemmet. Hemmeligheden ved at 
nære tro på Gud, tro på Hans Søn, verdens For- 
løser, og tro på Kirkens organisationer ligger i 
hjemmet. Dér samles trådene. 

Gud har pålagt forældrene ansvaret med at 
bibringe børnene forståelse af disse principper. 
Søndagsskolen, de Gensidige Uddannelses-For- 
eninger og Primary er alle hjælpemidler indrettet til 
at bistå med opbyggelsen og vejledningen af ung- 
dommen, men ingen af dem — nok så store og 
vigtige faktorer i de unges liv — kan erstatte den 
vedvarende indflydelse fra forældrene i hjemmet. 

Det virkelige menneske 

Det menneske, som er tro mod sin position som 
menneske, vil ikke fornægte sandheden. Der findes 
noget guddommeligt i ethvert menneske. Det men- 
neske, som ikke er tro mod det, han ved er ret, er 
vaklende og svag. Han kan nå så langt, at han 
træder ud af lyset, ud af den guddommelige nær- 
hed, og ve ham, når han gør det. 

Vi har erklæret over for verden, at vi har Jesu 
Kristi Evangelium, at vi vil trodse verdens fordærv. 
Skal vi fornægte denne sag for at tilfredsstille men- 
nesker? Eller fordi vi hellere vil yde „øje-tjeneste" 
end „hjerte-tjeneste"? Nej! Vi vil stå tro mod os 
selv, tro mod det guddommelige i os, tro mod den 
sandhed, vi har modtaget. Det er nødvendigt for os 
at vide, at det ikke er godt at være omringet af det 
onde, det som kan støde de unge bort og lede dem 
ind i fortvivlelsens mørke. Lad os være sande i 
dag. Lad os handle! Når vi kastes ind blandt men- 

211 



nesker, som vil forsøge at friste os, lad os da være 
tro til døden. 

Alle de mænd, som har forandret verden, har 
været mænd, som ville være tro mod deres sam- 
vittighed — mænd som Peter, Jakob, Paulus og 
deres brødre blandt de første apostle, og ligeledes 
andre. Da de religiøse ledere i Palmyra, New York, 
vendte sig mod den unge Joseph Smith for hvad 
han havde set og hørt i den hellige lund, sagde 
han med Jesu Kristi vidnesbyrd i sit hjerte: „ . . . jeg 
havde set et syn; jeg vidste det, og jeg vidste, at 
Gud vidste det, og jeg kunne ikke fornægte det, 
og jeg vovede heller ikke at gøre det." (Joseph 
Smith 2:25). 

Joseph Smith var tro mod sit vidnesbyrd til det 
sidste. Da han nærmede sig Carthage, Illinois, 
sagde han til dem, der var med ham: „Jeg går som 
et lam til slagtebænken, men jeg er rolig som en 
sommermorgen; min samvittighed er ren over for 
Gud og alle mennesker." (L&P 135:4). Hvorfor? 
Fordi han havde været tro mod sit vidnesbyrd og 
sin position som menneske. Han var et menneske 
med guddommeligt mod. 

Det er den form for mod, de Sidste Dages Hel- 
lige bør besidde, når de forsvarer sandheden. Det 
er den slags mod, vi alle behøver under vort ar- 
bejde i Kirken, for at kunne inspirere vore unge 
mennesker med den samme sandhed; det er den 
sandhed, vi behøver for at^bekæmpe al slags uret. 



Fat mod 

Mod til at håndhæve vore idealer er et område, 
hvor vi kan vise aktivitet og fortjene Guds aner- 
kendelse. Vi lever i en tid, hvor mennesker bør 
holde hovedet klart og ikke lade sig rive med af 

enhver „lygtemand-teori", der tilbydes som et uni- 
versalmiddel mod vore øjeblikkelige svagheder. 
Vor tid venter på en modig ungdom, der kan hånd- 
hæve den moralske standard. På dette område kan 
vi finde det sandeste mod. 

Det har været sagt, at heltedåd er koncen- 
treret mod. Men vore største helte findes ikke altid 
på slagmarken, skønt vi daglig læser om sådanne. 
Jeg tror også, at vi finder dem blandt vore unge 
herhjemme: unge mænd og unge kvinder, som vil 
stå åbnet frem og fordømme de ting, som de ved 
vil undergrave karakteren og selve livskraften i 
ungdommen. Mark Hopkins, den amerikanske 
filosof, sagde: 

„Aldrig før i verdenshistorien har der været så 
hårdt brug for moralske helte. Verden venter på 
sådanne. Guds forsyn har befalet videnskaben at 
arbejde og forberede vejen for sådanne. Det er 
for dem, den lægger sine skinner, udspænder sine 



ledninger og bygger bro over verdenshavene. Men 
hvor er de? Hvem skal puste ånden af et højere 
liv ind i vore politiske og samfundsmæssige for- 
hold?" 

„Den vigtigste ting i verden", siger en stor vi- 
denskabsmand, „er ikke opdagelserne gjort af Ga- 
lilei, Faraday eller andre, men troen på realiteten 
bag moralske og åndelige værdier." 

Jeg appellerer til de unge om at være tapre 
i håndhævelsen af de moralske og åndelige værdier 
i Jesu Kristi Evangelium. Når alt kommer til alt, 
„hvad gavner det et menneske, om han vinder den 
hele verden, men må bøde med sin sjæl?" (Matt. 
16:26). 

Med troen på en styrende magt, på den person- 
lige, hengivne beskyttelse fra vor Fader (og vi tror, 
at Han netop er det — en kærlig Fader) lad os 
møde vore vanskeligheder med tapperhed. 

„Fat mod, eders hjerte være stærkt, alle I som 
bier på Herren!" (Salme 31:25). 

Lad hver spørge sig selv 

I Kirken finder vi sommetider to slags menne- 
sker: de, som bygger op, og de, som knurrer. Lad 
hver spørge sig selv: „Hvilken klasse bør jeg til- 
høre?" 

Vi bliver kaldet til at udføre vore pligter. Når 
Præstedømmets og hjælpeorganisationernes ledere 
indfører nye programmer, vil mange af medlem- 
merne sige: „Ja, vi vil gøre det. Lad os være med 
i de nye programmer." Men sommetider hører vi 
en, som knurrer, finder fejl og siger: „Nej. Det kan 
vi ikke." Idet de tager fejl af hensigten, finder man- 
ge snart sig selv sammen med Laman og Lemuel, 
i stedet for med Nephi, hvis handlinger udtrykte vil- 
lighed til at følge Guds røst (se 1 Nephi 17:17 ff). 

Lad os tage vare på os selv og være tro mod 
de eksempler, der sættes af vore ledere. Somme- 
tider lyder advarslen: „Tal ikke imod Kirkens le- 
dere." Hvad betyder det? Det betyder: „Vær ikke 
en af dem, der knurrer." At knurre mod Præste- 
dømmets og hjælpeorganisationernes lederskab er 
en af de farligste gifte, der kan indføres i en Sid- 
ste Dages Helligs hjem. Hvorfor bliver ledere kal- 
det til deres stillinger? For at tilfredsstille dem per- 
sonligt? Nej, ikke én kan pege på en situation i 
denne Kirke, hvor nogen er blevet kaldet for sin 
personlige fordel. Når der foretages en kaldelse, 
sker det for at velsigne nogen, en klasse eller men- 
neskeheden som helhed. Dette er ethvert medlems 
mission, fra Kirkens Præsident ned til den sidst 
omvendte. Enhver bærer sin stilling for at opbygge, 
for at velsigne, for at oprette retfærdighed, renhed 
og dyd blandt mennesker. Q 



212 



„Søg . . . 
kundskab ved læsning 

og ved tro" 



AF DR. LOWELL L BENNION 










Den modige Elia stod på Karmels Bjerg og råbte 
til Israels folk: „Hvor længe vil I blive ved at halte til 
begge sider? Er Herren Gud, så hold eder til ham, og er 
Ba'al Gud, så hold eder til ham! Men folket svarede ham 
ikke med et ord." (1 Kong. 18:21). Grunden hertil er 
tydelig, for Elia havde tilbudt folket de eneste mulige 
alternativer — enten at tjene Ba'al eller den levende 
Gud. 

For vore dages Israel er valget udpræget anderledes: 
vi har arvet alle tidsaldres laster og dyder, dårskab og 
visdom. Livet har aldrig været så rigt og forjættende, så 
fuldt af vidundere og samtidig uendelig kompliceret, 
usikkert og foranderligt. Den unge Sidste Dages Hellige, 
opdraget i sine fædres tro og stillet ansigt til ansigt med 
en verdslig tidsalders eksplosionsagtige viden og skif- 
tende værdier, har virkelig svært ved at opbygge en til- 
strækkelig, personlig livsfilosofi. Hvor kan han finde dens 
indhold? 

To store livsfilosofier har været de hovedrødder, der 
har næret den vestlige civilisations liv og tanker — den 
jødisk-kristne tro og grækernes fornuftslutninger. Fra 
de hebraiske profeter og Jesus og Paulus har vi erhver- 
vet tro på en personlig, levende Gud, en Åbenbarer af 
sandheden, som kræver retfærdighed og barmhjertig- 
hed i menneskelige forhold. Mange af vore mest elskede 
institutioner — regering ved loven, demokrati, den en- 
keltes værd, barmhjertighed med de svage, lighed til at 
erhverve ting og rettigheder — er kommet til os fra pro- 
feterne. 

De græske filosoffer var, ulig de hebraiske profeter, 
ikke oprigtige i deres religiøse tro; derimod var de 
blandt de første til at opdage menneskets store evne ti! 
at tænke og at skabe. De frembragte uovertruffen littera- 
tur, billedhuggerkunst og arkitektur, og var også i stand 
til at undersøge sig selv og universet med både indsigt 
og objektivitet. De lagde grundvolden til filosofi og mo- 
derne videnskab. 

Og derfor har vi fra jøderne og de kristne erhvervet 
„en vilje til at tro" og „hunger og tørst efter retfærdig- 
hed", og fra grækerne især en spørgelysten, nysgerrig, 
kritisk sindstilstand. William James kaldte religiøse men- 
nesker blødhjertede og filosoffer og videnskabsmænd 
hårdhjertede. Den unge Sidste Dages Hellige opmuntres 




3^\ \ -■■<■*.■-. ."-->m 



*-v".f «;*■*: 









213 



til at være begge dele — en bedrift der ikke er let at 
opfylde. 

I genoprettelsen er der en bemærkelsesværdig for- 
bindelse mellem tro og fornuft. Man skulle vente, at det 
gengivne Evangelium ville genoplive troen på en levende 
Gud, Hans Søn Jesus og menneskets værdighed som et 
Guds barn, og forny og understrege det bibelske og pro- 
fetiske eftertryk på retfærdighed. Og det gør det også. 
Men noget andet er føjet til, noget der ligner den græske 
forpligtelse til at ræsonnere. Det gengivne Evangelium 
skulle ikke gives til mennesket fiks og færdigt, som en 
pakke frossen frugt fra en dybfryser. Det skulle derimod 
være som det friskflydende vand fra en bjergkilde. 
Religionen skulle, ligesom kunst og videnskab, være en 
voksende, fortsat åbenbaring fra Gud som svar på men- 
neskets søgen og behov. 

Joseph Smith lærte også, at ikke al kundskab skulle 

komme gennem skriften og profeterne. Menneskene 

burde virke med iver for en god sag og gøre mange 
ting af egen fri vilje ... Thi kraften dertil har de i sig, 
hvorved de kan handle efter egen fri vilje..." (L&P 
58:27-28). De Sidste Dages Helliges første religiøse byg- 
ning blev et lærdommens tempel såvel som et guds- 
dyrkelseshus, hvori menneskene skulle søge kundskab 
ved læsning og ved tro, og visdom i de allerbedste bøger. 
Timeplanen skulle indbefatte astronomi, geologi, historie, 
politisk videnskab, løbende begivenheder, sprog såvel 
som teologi. (L&P 88). 

De nye åbenbaringer gjorde plads for og opmun- 
trede til tænkning. Storslåede udtalelser har fået mangen 
en ung mormon til at studere hjemme og i udlandet: 
„Guds herlighed er intelligens." „Mennesket bliver ikke 
frelst hurtigere end han vinder kundskab." „Alle riger 
har en lov." „Der er en lov uigenkaldelig fastsat." 

Mormon-skribenter — hovedsagelig Brigham Young, 
B. H. Roberts, James E. Talmage og John A. Widtsoe — 
har understreget det gengivne Evangeliums rationelle ka- 
rakter, således som det vises i dr. Widtsoe's titel til en 
af hans første bøger: A Rational Theology (En rationel 
teologi). 

Denne kombination af tro og fornuft i det gengivne 
Evangelium er, selv om den er i overensstemmelse med 
vore interesser og vort behov, også en kilde til konflikt 
i Kirken. Belært af deres tro til at søge lærdom opdager 
de unge sommetider, når de kommer på universitetet, at 
dette ryster selve grundlaget for deres jødisk-kristne- 
Sidste Dages Hellige tro. Ricks College, Brigham Young 
University, religions-institutter og seminarer er blevet 
oprettet for at hjælpe de studerende til at bevare deres 
tro, medens de følger verdslige studier. Men i sidste 
instans er det blevet hver enkelts sag at finde vejen og 
udvirke en overensstemmende forbindelse mellem troens 
og fornuftens verdener. 

Det er ikke overraskende, at studerende finder det 
vanskeligt at få deres tro, født af religionen, til at har- 
monere med den verdslige tankes rationelle processer. 
Disse to tings sprog, ånd og hvad de lægger vægt på, er 
forskellige. De kan synes verdener fra hinanden. Nogle 



Sidste Dages Hellige unge svigter deres religion til for- 
del for deres nyligt erhvervede intellektuelle interesse; 
andre vender ryggen til kundskaben af frygt for at miste 
deres dyrebare tro. Atter andre lærer at leve med ægte 
taknemmelighed for både troen og fornuften. En vis kon- 
flikt er sund, hvis den fører til oprigtig søgen og en 
prøve på ens tro. 

Den Sidste Dages Hellige, som er nået ind til kærnen 
og ånden i det gengivne Evangelium, har intet andet valg 
end at indbefatte både troen og fornuften i sit syn på 
livet. Vor religion lærer os en dyb respekt for det troende 
hjerte og det søgende sind. Menneskets usikre begrebs- 
forestilling som et flygtigt, tilfældigt væsen, der hvirvler 
magtesløst gennem rummet, kræver enten tro eller for- 
tvivlelse; og hans skabende kærlighed til livet opfyldes 
bedst gennem troen. Desuden er det at fornægte ens 
natur som et menneskeligt væsen og et Guds barn, hvis 
man ikke til fulde bruger det, som er det mest bemærkel- 
sesværdige ved ens natur — sit sind. Livet er langt nok 
til at sige ja til og tilpasse alt det, vi kan føle og vide 
gennem sindet og hjertet. Vi vil slutte vore overvejelser 
ved at foreslå nogle metoder, hvorved dette kan gøres. 

1. Man skal respektere forskellene mellem troen og 
fornuften og ikke vente at de skal give os ensartede syn 
på livet. For at bruge en analogi fra ægteskabet: et æg- 
tepar tager højlig fejl, hvis de forventer at en mand og 
en kvinde skal føle, tænke og handle ens. De er begge 
menneskelige, men tydeligt forskellige, både i udseende 
og rolle, og bør supplere hinanden og ikke kræve de 
samme ting af hinanden. Således er det også med filo- 
sofi og videnskab på den ene side og religion på den 
anden. Dette vil ses tydeligt af nogle illustrationer. 

Geologi er studium af jorden — et eksakt, metodisk, 
eksperimentelt og omfattende studium af forholdet mel- 
lem årsag og virkning angående jordens dannelse og 
historie. Tusinder af videnskabelige bøger og artikler har 
fortalt denne historie i mange enkeltheder, hvorledes ska- 
belsen er gået for sig. 

Religion er også interesseret i jorden, men fra et helt 
andet perspektiv. Skriften giver os nogle få enkeltheder 
om skabelsen; den fortæller os for eksempel ikke noget 
om årsagerne til og virkningerne af erosion. Vægten på 
skabelsen i 1. Mosebog ligger i at erklære, at „i begyn- 
delsen skabte Gud himlen og jorden . . . ," at Gud sagde: 
„Lad det faste land komme til syne...," og at Han 
sagde: „Lad os gøre mennesket i vort billede. . ." (Se 1. 
Mosebog 1.) I Moses, 1. kapitel, findes det betagende 
syn af Faderens og Sønnens vedvarende, uendelige ska- 
belser: „Utallige verdener" ...ikke i det astronomiske, 
fysiske, kemiske eller geologiske sprog — men derimod 
for at inspirere til tro på det guddommelige formål med 
skabelsen: „at tilvejebringe udødelighed og evigt liv for 
mennesket." 

Skriftens henvisninger til naturen er altid beregnet på 
religiøse formål — for at herliggøre Skaberen og op- 
bygge tillid og ærefrygt over for Ham og Hans lov. Læs 
den 8. eller den 23. Salme, kapitlerne 38 til 41 i Jobs Bog 
eller afsnit 88 i Lære og Pagter, og man vil føle dette 
religiøse eftertryk og formål. Videnskaben beskriver na- 



214 



turen i et objektivt, upersonligt sprog; religionen bruger 
et mere poetisk sprog — idealistisk, higende, værdifuldt 
— for at inspirere os til at tro på Gud, ære Hans navn 
og finde meningen med livet. 

Der findes naturligvis noget der falder sammen inden 
for videnskaben og religionen. Visdomsordet har for 
eksempel nogle beskrivende kendsgerninger ved sig, 
bl. a. „Tobak er ikke for legemet..." Men dette blev 
givet som en simpel, direkte udtalelse fra Herren og ikke 
affattet i et videnskabeligt sprog eller bevist ved kontrol- 
lerede videnskabelige eksperimenter. Hele tonen i åben- 
baringen er religiøs. 

Næsten hele skriften er kommet til os gennem mænd, 
som levede i en tidsalder før videnskaben, de talte 
troens og moralens sprog og ikke lærebogens beskri- 
vende, præcise sprog. Skriften fortæller os om vort for- 
hold til Gud og Kristus og om vore moralske pligter 
overfor vore medmennesker; den handler om tro, moral og 
broderskab. Vi viser dem megen uretfærdighed, hvis vi 
prøver at udlede geologi og zoologi fra 1. Mosebog, 
astronomi fra Salmerne, fysik fra Lære og Pagter eller 
fysiologi fra Jonas' Bog. 

Religion er ikke anti-videnskabelig, anti-filosofisk el- 
ler irrationel; den er over-erfaringsmæssig eller over- 
rationel. Den fører os ud over videnskabelig viden, søger 
at give hele livet mening ved at definere menneskets for- 
mål og plads i hele tilværelsen. Den hjælper mennesket 
til at føle sig hjemme på jorden og i universet — hvorimod 
han måske, ud fra et rent videnskabeligt synspunkt, ville 
føle sig, som en biolog har sagt „som et uendelig lille 
intet, stående ved bredden af evigheden." 

2. Både videnskaben og religionen siger, at menne- 
sket skal gå frem med ydmyghed. På begge områder 
overskrider det ukendte langt det kendte, for menneskets 
perspektiv er jordbundent. 

Isaac Newton, en af den moderne videnskabs store 
genier, sagde: „Jeg ved ikke, hvad verden måske mener 
om mig, men for mig selv synes jeg kun at have været 
en dreng, der leger ved havets kyst, og morer mig med 
nu og da at finde en glattere sten eller en smukkere 
muslingeskal end sædvanligt, medens det store sand- 
hedens hav ligger uopdaget foran mig." (Brewster: Me- 
moirs of Newton, Vol. 2, kap. 27.) Enhver videnskabs- 
mand, der fortjener dette navn, ved, at hans konklusioner 
er forsøg, og at de vil blive overgået af større synspunk- 
ter, som vil ændre betydningen af hans nuværende sær- 
lige synspunkt. Han dyrker videnskab, fordi den er frugt- 
bringende, og sætter ham i stand til at hamle op med 
livet så stærkt som han kan. 

Religionen opfordrer til den samme ydmyge ånd. 
Herren svarede Job med disse ord: „Hvem fordunkler 
mit råd med ord, som er uden mening?" (Job 38:2.) Og 
Kong Benjamin forkyndte det tydeligt, da han sagde: 
tro, at mennesket ikke fatter alle de ting, som Her- 
ren kan fatte." (Mosiah 4:9) Esajas sagde: „Thi mine 
tanker er ej eders, og eders veje ej mine, lyder det fra 
Herren; nej, som himlen er højere end jorden, er mine 
veje højere end eders og mine tanker højere end eders." 
(Es. 55:8-9.) Intet under, at Paulus drog den slutning: „Nu 



ser vi jo i et spejl, i en gåde, men da skal vi se ansigt 
til ansigt; nu kender jeg stykkevis, men da skal jeg kende 
fuldt ud, ligesom jeg jo selv er kendt fuldt ud." (1. Kor. 
13:12.) 

Selv om Guds befalinger kommer til os gennem åben- 
baring fra Faderen, Sønnen og den Helligånd, må det gives 
til os „i deres (menneskenes) svaghed efter deres sprog, 
for at de måtte kunne forstå dem." (L & P 1:24.) Menne- 
sket ser som menneske, ikke som Gud. Derfor sømmer 
det sig for os at være beskedne såvel som dristige, og 
at bevare et åbent og lærevilligt sind, for vi kan lære af 
vor Skaber gennem evigheden. 

3. Giv plads for forandring og udvikling i dit syn på 
både videnskab og religion. Vi har allerede ovenfor drøf- 
tet den forsøgsvise beskaffenhed af videnskabens op- 
findelser og hvor lidt der endnu kendes af det, som vil 
blive kendt. Det samme gælder for religionen. Evangeliet 
omfatter evige principper, men deres fulde betydning 
kendes kun af Guddommen. Ingen af os kan fatte hele 
beskaffenheden af Gud, frihed, kærlighed, omvendelse 
eller noget andet princip. Derfor det store behov for at 
have et åbent sind både over for ting, der angår tro og 
fornuft. Min opfattelse af ærlighed er større i dag end 
den var, da jeg var bar. Og dette gælder heldigvis også 
ethvert andet princip. Jeg prøver stadig på at forstå kærlig- 
hed og hvorledes jeg bedst kan give udtryk for den over 
for mine venner og „fjender", og hvorledes jeg kan an- 
vende princippet i forretningslivet, i det borgerlige sam- 
fund og i internationale forhold. 

Det var Goethe, som sagde i sin udødelige Faust: 
„Hvad der er lånt af din faders arv, gør dig fortjent til 
den på ny for virkelig at eje den." Enhver generation af 
Sidste Dages Hellige, såvel som enhver anden, må selv 
lære Evangeliet, på sin tid, under sine omstændigheder. 

4. Vær loyal både mod troen og fornuften, både mod 
de hebraiske og de græske traditioner. Jesu Kristi Evan- 
gelium — profeternes og Frelserens tro og moral — har 
hævdet sig i vort liv. Den 23. Salme giver os håb og 
trøst mod den menneskelige tilværelses tragedier. Tro, 
omvendelse, fællesskab i Kristus gennem dåb, og Salig- 
prisningerne giver os et livsmønster til at leve efter, som 
har vist sig at være sandt, godt og smukt. Evangeliet er 
fornuftigt, såvel som at det kalder os til at tage „troens 
spring". 

Videnskaben har også hævdet sig i vort liv. Den har 
sat os i stand til at regne med naturens love og kræfter, 
og har derved fjernet megen frygt, overtro og sygdom, 
og har frelst og forlænget livet. Den har givet os en me- 
tode og ånd til at lære, og har derved åbnet uhyre store 
livsperspektiver på en fascinerende måde. 

Da troen og lærdommen begge har vist sig at være 
så frugtbringende, hvorfor skulle vi ,så frasige os den 
ene frem for den anden? Hvorfor ikke afskaffe dommen 
ved konfliktområder? Hvorfor ikke bruge både troen og 
fornuften i religionen og i vort akademiske arbejde, når 
vi søger at kende sandheden? 

Det gode liv er et liv, der er inspireret af kærlighed, 
understøttet af tro, og ledet af viden. Må vi have klog- 
skab til at stræbe efter det ved læsning og ved tro. Q 



215 



Beretningen om Evangeliets gengivelse og Jesu Kristi 
Kirkes genoprettelse, missionærernes vidnesbyrd og op- 
rigtighed, Mormons Bogs budskab og den fornyende 
sandhed af Guds åbenbarede ord fangede et stadig større 
antal menneskers interesse. Og selv om den blotte om- 
tale af denne nye Kirke fik mangen en skeptiker til at 
hæve øjenbrynene, var der stadig nogle ærlige, søgende 
sjæle, der lod sig fange i Evangeliets net. En fra en stad, 
to fra en familie kom og bad om at blive døbt. Over hele 
U.S.A., i Canada, senere i England og ud over verden 
fortsatte missionærarbejdet. 

Mange af dem, der indgik i Guds Kirke havde sam- 
tidig et stærkt ønske om at slutte sig til andre af Kirkens 
medlemmer; derfor forlod de deres hjem og søgte til 
Profeten og hans folk. 



Momioiiisiuciis 
Historie 



AF DOYLE L. GREEN, ansvarshavende redaktør 




Kirkens missionærer begyndte at forkynde Evangeliets budskab, først i U.S.A., 
dernæst i Canada, i Europa, på Sydhavsøerne og over hele verden. 

Efterhånden som den lille Kirke voksede, øgedes 
også modstanden mod den og aktivitetscentret skiftede 
fra New York til Ohio, derfra tværs over Mississippiflo- 
den til de fjerne vestlige grænser af De Forenede Stater, 
Jackson County, Missouri. Her ved grænsen mente le- 
derne af den nye bevægelse, at der måtte være et ideelt 
samlingssted for Kirkens medlemmer. Her ville de købe 
jord, oprette deres hjem og bygge en by. 

Men sådan skulle det ikke være. De nye og de gamle 
kolonister havde ikke meget til fælles. Missouris er- 
hvervsliv byggede ligesom Sydstaternes på slaveriet. Un- 
dertrykkelse af den menneskelige skabning, hvem han 
så end var, var direkte i modstrid med en af Mormonis- 
mens grundsætninger om frihed for alle mennesker. 
„Menneskene er til for at nyde glæde", forkyndte deres 
Profet. 

Med så mange menneskers komme til staten og især 
til et bestemt amt forudså de gamle kolonister en for- 
styrrelse i den politiske magtbalance. Desuden var disse 
nyankomnes trosopfattelse og læresætninger så mærke- 



216 



lig og fremmed for dem, så det vakte angst og uro. Mor- 
monerne havde den dristighed at erklære, at Gud, et 
kærligt Væsen med legeme, legemsdele og lidenskaber, 
hvis store plan er at bringe udødelighed og evigt liv til 
menneskene, virkelig igen havde talt til mennesket, gen- 
givet Evangeliet i dets fylde og havde genoprettet sin 
Kirke efter det mønster, Jesus opstillede, da Han var på 
jorden. De troede, at Guddommen bestod af tre adskilte 
og forskellige personer. Menneskene, alle mennesker, var 
ifølge deres lærdomme virkeligt og bogstaveligt Guds 
sønner og døtre, skabt i Hans lignelse. 

Sådanne nye og høje begreber om Gud og mennesket 
var komplet uortodokse og oversteg hvad mange af de 
mennesker, som betragtede denne lære som noget i ret- 
ning af kætteri, kunne fatte. 

Misforståelse, mistillid og fordom gik over til volds- 
handlinger. Henvendelser til guvernøren og domstolene 
var forgæves. Forsøg på at bo fredeligt i andre egne 
mislykkedes. Til sidst forlod mormonerne Missouri efter 
en „udryddelsesordre" fra guvernøren. 

I Illinois fandt den plagede Kirke for en kort periode 
et tilflugtssted. Ved mundingen af Des Moines-løbene, 
der hvor Mississippifloden krummer sig mod vest, købte 
Joseph Smith i 1839 adskillige hektar jord, bogstavelig 
talt et vildnis, til sit folk. Det hed dengang „Commerce". 
Navnet blev ændret til „Nauvoo", som betyder „den 
skønne", og folket begyndte igen at slå sig ned, bygge 
hjem, kirkebygninger og skoler. 

I begyndelsen af 1843 var befolkningstallet i „De hel- 
liges By" mellem 12.000 og 16.000. Der var blevet opret- 
tet en regering og der var tilstået dem et frihedsbrev. Be- 
folkningsvæksten vedblev, indtil Nauvoo blev den største 
by i Illinois. Besøgende roste landets skønhed og dets 
indbyggeres flid og ædruelighed. Arbejdet med at bygge 
et smukt tempel, hvori de hellige ordinanser, som f.eks. 
vielser, kunne blive foretaget, skred frem. Ifølge den gen- 
givne Kirkes forskrifter skulle ægteskabet vare gennem 
alle evigheder. „Indtil døden jer skiller" skulle ikke have 
sin plads i Sidste Dages Helliges vielsesceremonier. 

I deres tempel ville de også udføre stedfortrædende 
arbejde for deres afdøde forfædre, som måske ikke hav- 
de haft mulighed for at høre sandheden, medens de var 
på jorden; herved demonstrerede de deres tro på, at 
Gud ikke er partisk, men at alle mennesker til alle tider 
vil få mulighed for at få en ophøjelse i livet på den anden 
side. 

Men de samme problemer, som havde plaget Kirken 
andre steder, begyndte nu også i Nauvoo. Modstridende 
meninger i politik sammen med voksende beviser på 
intolerance og forfølgelse overbeviste hurtigt Profeten 
om, at tidligere tragedier ville blive gentaget. 

Den 20. februar skrev han i sin dagbog: „Jeg befalede 
De tolv Apostle at sende en delegation ud for at under- 
søge bosættelsesforholdene i Californien og Oregon, og 
finde et virkelig godt sted, hvortil vi kan flytte, når temp- 

Den skønne by Nauvoo brændes, og indbyggerne forsøger at 
redde hvad de kan, inden de flygter ud i den vestlige ødemark. 
Edward Grigware. 





mi I 4 

'■•Bit 9 





217 



let er færdigt, og hvor vi kan bygge en by på en dag, 
have vor egen regering og gå op i bjergene, hvor djæ- 
velen ikke kan grave os frem, hvor vi kan leve i et sundt 
klima og blive lige så gamle, som vi har lyst til." Mod øst 
kunne han ikke se andet end uheldsvangre skyer og 
mørke, men han sagde mange gange, at der var „lys 
ovre mod vest". 

Fjendskab og modstand mod Kirken udviklede sig 
imidlertid så hurtigt, at de nævnte „spejdere" aldrig kom 
af sted. Da uvejret med stigende voldsomhed drog over 
Nauvoo, drog Joseph Smith og hans broder Hyrum over 
Mississippifloden ind i Iowa-territoriets sikkerhed. Men 
det eksil varede ikke længe, fordi der var mange, som 
opfordrede Joseph til at vende tilbage, melde sig, lade 
sig arrestere og forhøre angående de anklager for illoya- 
litet, der var blevet rejst imod ham. 

Joseph var ikke bange for en retssag. I forvejen havde 
han været arresteret cirka fyrretyve gange for falske an- 



Det var midt om vinteren i året 1846, at de første fordrevne mor- 
moner forlod deres hjem i Nauvoo, sejlede over Mississippi- 
floden og begynte deres lange rejse (2.500 km) til de øde dale 
i Rocky Mountains. Lynn Fausett 




::::::::::;:»: 













•* 



£m 







klager, men han var aldrig blevet dømt på ét eneste 
punkt. På en eller anden måde vidste han, at han nu — 
til trods for embedsmændenes løfte om beskyttelse — 
ikke ville kunne flygte fra den rasende hob, hvis opfat- 
telse det var, at Joseph Smith's død ville betyde Mormon- 
kirkens endeligt. 

„Hvis mit liv ikke har nogen værdi for mine venner, 
så har det heller ingen værdi for mig selv," sagde han 
til sine ledsagere. Tilbagevejen over floden førte dem til 
Carthage, hvor guvernøren — og en blodtørstig hob — 
ventede. Da de nærmede sig byen sagde Joseph: „Jeg 
går som et lam til slagtebænken, men jeg er rolig som en 
sommermorgen, min samvittighed er uplettet for Gud og 



alle mennesker. Jeg skal dø uskyldig, og det skal siges 
om mig: Han blev myrdet med koldt blod." Dette var den 
24. juni 1844. Tre dage senere brød pøbelen ind i Car- 
thage-fængslet, hvor Joseph og hans venner var blevet 
anbragt for en sikkerheds skyld, og myrdede brutalt ham 
og hans broder. Joseph Smith, Profeten, havde beseglet 
sit vidnesbyrd med sit blod. 

De, som troede, at Joseph's død ville bringe den 
oprettede Kirke til afslutning, blev sørgeligt skuffet. Selv 
om der var mange sorgbetyngede hjerter i Nauvoo, blev 
der ikke panik efter Profetens martyrdød. „Vær stille og 
kend, at Herren er Gud," var det ord, som vejledte folket. 
De Tolv Apostles Råd overtog ledelsen med Brigham 
Young som præsident. Kirkens organisation og funktion 
fortsatte stort set uden afbrydelse. Herren havde for- 
beredt alting godt før Profetens død. 

Joseph's død gjorde heller ikke ende på forfølgelsen. 
Fordomme forhærdede stadig folkets hjerter. Nauvoo's 
frihedsbrev blev annulleret. Illinois krævede, at mormo- 
nerne forlod staten. 

Hvad skulle de gøre? Hvor skulle de gå hen? Svigte 
deres religion kunne de ikke! Den betød mere for dem 
end deres hjem eller selve livet. Fornægte deres vidnes- 
byrd? Umuligt! Hvorledes skulle de kunne fornægte det, 
som de vidste var sandt? 

Der var kun ét svar. De ville følge deres døde profets 
plan. De ville drage vestpå til Rocky Mountains, klippe- 
bjergene! Der kunne de bygge sig hjem, der ikke ville 
blive brændt af, templer, som de ikke ville blive nødt til 
at forlade. Der kunne de dyrke Gud, som de ønskede' 

Højvelbårne Thomas Drew, Arkansas guvernør, skrev 
i et brev til Kirkens ledere: 

„Jeg ... er hjertensenig med Dem i den foreslåede 
emigrationsplan . . . hvorved De sætter Deres samfund 
uden for stridighedernes rækkevidde, indtil De i hvert 
fald har haft tid og mulighed for at gennemprøve Deres 
systems gennemførlighed og til at udvikle dets forven- 
tede store fordele til forbedring af de menneskelige for- 
hold og til forøgelse af den borgerlige og den religiøse 
friheds velsignelser... Dersom De Sidste Dages Hellige 
emigrerer til Oregon, vil de medføre filantropens menne- 
skekærlighed og den velsignelse, som enhver menneske- 
hedens ven er. Skulle de tage fejl, vil disse fejltagelser 
blive opvejet af de mange grader af godgørenhed, og har 
de ret, vil emigrationen give dem mulighed for på det rette 
tidspunkt at tilkendegive det for hele den civiliserede 
verden." 

De bad om at få seks måneder til at få deres ejen- 
dele anbragt, få bygget vogne og købt heste og okser 
til at trække vognene, til at samle et forråd af fødevarer, 
tilstrækkeligt til at de kunne klare sig på den over 2000 
km lange rejse over sletter og prærier. 

Omtrent 2.500 km til „Bjergenes Dale"! Et halvt kon- 
tinent skulle de lægge mellem sig og deres forfølgere! 
Deres vej ville føre dem 700-800 km gennem det spar- 
somt befolkede Iowa-territorium, derefter over Missouri- 
floden ind i Omahas, Sioux' og Ute-indianernes egne, 
1.500 ubetrådte km i civilisationens ydergrænser. 

Seks måneder syntes ikke at være for meget at bede 



218 



om, men pøbelen var utålmodig og antallet af voldshand- 
linger øgedes. Desuden gik der rygter om, at forbunds- 
regeringen måske ville gribe ind og blokere deres planer. 
Det kunne komme til at betyde udryddelse, hvis de ikke 
forlod stedet, og det måtte de ikke udsætte sig for. Kir- 
ken skulle beskyttes mod den skæbne, deres Profet 
havde lidt. Forretninger og smedjer arbejdede om kap 
med uret. 

Det var midvinter, den 4. februar 1846, koldt og blæ- 
sende, da de første emigranter sagde farvel til deres 
hjem og drog over floden for at trodse elementerne og 
ødemarken. 

Snart var man i gang med at færge over floden både 
nat og dag. Den 15. februar var den milebrede Missis- 
sippiflod frosset så stærkt, at et stort hold kunne gå over 
isen. Sidst i april havde de fleste mormoner forladt byen. 

Forestil jer de problemer, der fulgte med at flytte en 
hel by ud i ødemarken. De fleste af disse mennesker 
var slet ikke vant til grænseområdernes kulde. Deres for- 
følgere regnede med, at de ville omkomme på sletterne. 

Eftersom mange af dem måtte forlade byen i hast, var 
de dårligt forberedte til sådan en rejse. Den første nat, 
da gruppen slog lejr i Sugar Creek, knap 15 km fra 
deres komfortable hjem, blev ni baby'er født i vogne eller 
i simple skure, der var slået op for at beskytte lidt mod 
kulden og uvejret. 

Men lejren blev snart organiseret; blikket blev vendt 
mod vest, og hver dag kom man et stykke frem gennem 
den dybe vintersne, regnen og forårets mudder. De fros- 
ne øren, de frostbidte fødder og rejsens utallige prøvel- 
ser var ubetydelige i sammenligning med den forfølgelse, 
de var undsluppet. Om aftenen, efter en brydsom dag, 
skrabede de hellige sneen til side og dansede square- 
dance, til den uvenlige prærie genlød af klangen fra de- 
res messinginstrumenter, klappende hænder og stam- 
pende fødder. 

„Så, så andre kan høste!" blev løsenet. Efterhånden 
som foråret gik over til rigtig sommer, blev hundreder af 
hektarer jord langs ruten pløjet og tilsået af de første 
hold af den endeløse kolonne emigranter. De efterføl- 
gende hold tog sig af det videre fornødne, og når af- 
grøderne var modne, kom andre hold til og høstede. 

I mellemtiden var De Forenede Stater blevet indviklet 
i en krig med Mexico. Den 26. juni red tre regimenter ind 
i Mount Pisgah-lejren medførende „Et cirkulære til Mor- 
monerne", hvori disse blev opfordret til at lade 500 fri- 
villige melde sig til hæren og marchere til Californien. 

Kirkens ledere havde søgt hjælp hos regeringen, og 
selv om denne opfordring var så langt fra at være den 
hjælp, de selv ville have valgt at få, så Brigham Young 
alligevel deri begyndelsen til fred og en anledning til at 
vise De Forenede Staters indbyggere, at mormonerne var 
loyale over for Amerika. Så selv om han vidste, at når 
disse 500 mand skulle afsted, ville det lægge endnu stør- 
re byrder på et allerede sørgeligt undertrykket folk, idet 
mange mange familier nu selv måtte trodse sletterne uden 
fædres eller voksne sønners hjælp, opmuntrede Brigham 
Young mændene til at melde sig, og det lykkedes at stille 
et kompani på 500 mand. 



Beretningen om Mormon-bataljonens march gennem 
Kansas og de alt andet end udforskede områder, som 
nu er New Mexico, Arizona og Californien, et træk, der 
rapporteres som værende den længste infanterimarch i 
historien, er betagende. Mændene sluttede sig senere 
igen til deres familier i bjergenes dale. 

Da man nåede til efteråret 1846, var cirka 15.000 per- 
soner sammen med 3.000 vogne, 30.000 stykker kvæg, 
store fåreflokke, mange heste og okser blevet flyttet til 
Missourifloden. Her bestemte de sig for at tilbringe de 
kolde måneder, og de gik igang med at gøre deres 
„Winter Quarters" så behageligt som muligt. I begyn- 
delsen af januar var der blevet rejst omkring 1.000 huse, 
hvoraf mange ikke var ret meget andet end læskure. 

Det blev en hård vinter. Dårlig forplejning, utilstræk- 
kelig påklædning, elendige boligforhold samtidig med at 
en alvorlig sygdom brød ud iblandt dem, truede altsam- 
men med at slå dem ud. Et vidnesbyrd om dette er en 



Dette maleri viser prærievogne, som krydser floden Platte i 
Wyoming. 



4 




velbevaret gravplads på bjergene, der hæver sig over 
Florence, Nebraska, hvor seks hundrede mormoner blev 
stedt til hvile. 

Endelig blev det forår igen, og „Israels Lejr" drog 
atter mod vest med en fortrop, hvori Brigham Young og 
De Tolv Apostle befandt sig, til at afmærke ruten. 

Sidst i juli nåede disse pionerer Den store Saltsødal, 
som Brigham Young erklærede var det udvalgte sted, 
hvor de skulle bosætte sig. Jim Bridger's (berømt ameri- 
kansk forsker) tvivl om, at der kunne dyrkes majs i den 
store dal, skræmte ikke denne frygtløse leder. At nogle 
af pionererne plagede om at få lov at drage videre til 
Californien, havde ingen indvirkning på ham. 



219 



På Ensign Peak med udsigt over hele Salt Lake City, 
og hvorfra en lille gruppe mænd stirrede ud over dalen, 
erklærede Brigham Young: 

„Og nu, brødre, organiser nogle hold til at gå på 
opdagelse, så I kan sikre jer mod Indianerne; drag ud, 
undersøg alt, hvad I vil, og hvor I vil, og I vil hver eneste 
gang komme tilbage hertil og sige, at dette er det rette 
sted." 

Senere sagde han, at „i templet i Nauvoo vidste han, 
at vi kunne dyrke korn her," og at han i et syn havde 
set dalen mere end et år før han kom ind i den. 

„I Josephs dage," skrev han, „sad vi mange timer 
ad gangen og talte sammen om selve dette stykke land . . . 
Jeg ønsker, at mennesker skal forstå, at jeg ikke havde 
noget som helst at gøre med, at vi flyttede hertil. Det 
skete ved den Almægtiges forsyn, det var ved Guds 
kraft . . . jeg kunne aldrig have udtænkt en sådan plan." 

Det varede ikke mange timer, efter at pionerfortrop- 
pen var nået til dalen, før de havde valgt et stykke jord 
og var igang med at forberede det til såning. Da jorden 
viste sig at være så hård og tør, så den ikke var til at 
arbejde med, dæmmede de op for et af vandløbene, der 
kom fra bjergene, således at de kunne overrisle den ind- 
tørrede jord — begyndelsen til moderne, kunstig van- 
ding i Nord-Amerika. 

De havde faktisk heller ingen tid at spilde. Det var 
allerede ved at blive farligt sent på året, og Jim Bridger 
havde advaret dem om frostens tidlige indtræden i bjer- 
gene. Tilplantningen blev fremskyndet, og i løbet af nogle 
få dage var mange hektar jord lagt an til dyrkning. 

Da vinteren kom, var befolkningsantallet i dalen steget 
til cirka 2.100 sjæle. I mellemtiden var der blevet oprettet 
skoler, byen var blevet anlagt, marker og haver var ind- 
hegnet med pæle, hentet fra bjergene; der var blevet 
valgt en grund, hvor templet skulle ligge, der var bygget 
et fort af svære stammer og soltørrede mursten på cirka 
4 hektars flademål, og der var bygget mange bjælke- 
huse og murstenshuse. Brigham Young og to hold mænd 
drog tilbage ad ruten til Winter Quarters for at kunne 
føre flere mennesker til dalen det følgende år. Der var 
ikke plads til den dovne blandt mormonerne. 

Rødder af Segoliljen, som er blevet staten Utahs 
blomst, gav dem sammen med tidsler og andre ukrudts- 
planter den mest nødtørftige føde. Hvede, majs og kar- 
tofler skulle gemmes til såning og lægning. 

Om foråret blev 2000-3000 hektar jord forberedt og 
tilsået. Juni gav løfte om en god høst, men netop som 
kornet begyndte at modnes, invaderede horder af øde- 
læggende græshopper, halvt kravlende, halvt springende 
ødelæggelsesdæmoner de frodige marker. Rasende feje- 
de nybyggerne, hvis selveste eksistens afhang af disse 
få hektars afgrøde, græshopperne væk med alt, hvad de 
kunne få fat i: kæppe, skovle, koste, ved at grave grøfter, 
tænde ild og overøse med vand. Men de blev ved med 
at komme „flydende som en flod af snavset vand fra 
bjergene". Pionererne var hjælpeløse i deres forsøg på 
at standse dem. 

Men disse trofaste mennesker, som havde krydset et 
kontinent for at finde et sted, hvor der var religionsfrihed, 



blev ikke svigtet i nødens stund. Store flokke af skrigen- 
de, kredsende havmåger kom dem til undsætning og gik 
løs på den sorte døds horder med glubende appetit. 
Dette fortsatte dag efter dag, til der næppe var en græs- 
hoppe at finde i hele dalen. 

Idag er havmågen staten Utahs fugl. På Tempelplad- 
sen i Salt Lake City findes et stateligt monument, med to 
måger på toppen, rejst „til ære for Guds barmhjertighed 
mod mormonpionererne". 

Brigham Young førte endnu 2.500 mennesker ind i 
dalen det efterår og koloniseringen fortsatte. I 1850 blev 
områdets befolkning bedømt til 15.000; i 1856 var der 
over 76.000. Næsten 85.000 emigranter foretog den tur i 
årene mellem 1847 og 1869, da jernbanen blev oprettet. 
Mange af dem gik hele vejen og trak eller skubbede 
deres håndkærrer. Mange efterlod børn, hustruer eller 
ægtemænd i grave, der ikke var ret dybe, langs ruten. 
Alene to håndkærrehold, som forlod Nauvoo sidst på året 
og som overrasket af tidlig sne og frostvejr, mistede 222 
personer, mere end én for hver fem. 

Fra den første koloni ved Saltsøen spredte koloni- 
sterne sig i alle retninger som egene i et hjul, under Brig- 
ham Youngs inspirerede ledelse. Mange betragter ham 
som en af de største kolonisatorer i Amerikas historie. 
Disse nybyggere bidrog stærkt til grundlæggelse og ud- 
vikling af ikke blot Utah, men også af Arizona, Nevada, 
Californien, Idaho, Wyoming, Montana og Colorado. Selv 
Mexico og Canada, hvor der blev grundlagt kolonier, er 
blevet påvirket af mormonerne. 

At opbygge noget i Vesten var ikke nemt. Der var 
Indianerne at holde på afstand, ørkener at tæmme, flo- 
der som skulle udnyttes, kunstig vanding og tørt landbrug 
at udvikle; der var hjem, skoler, kirker, templer, veje, 
broer og møller at bygge; der var folk at omvende og 
stadig megen fordom at overvinde. 

Men vanskeligheder gør menneskene stærke, og de 
Sidste Dages Hellige har sandt nok, ifølge guvernør 
Drew's forudsigelse, haft „tid og anledning til at sætte 
deres religionssystem på prøve". 

Kirkens medlemsantal overstiger nu 2.500,000, hvoraf 
de fleste befinder sig i de vestlige stater, men med en 
betydelig repræsentation i hver eneste stat i De For- 
enede Stater og i Canada, Mexico, Mellem- og Syd- 
Amerika, Europa, Japan, Australien, New Zealand, Stille- 
havets øer, Syd-Afrika, Det nære Østen og Det fjerne 
Østen. 

De Sidste Dages Helliges kirker er fyldte om sønda- 
gen. Ugen igennem sættes de igang med arbejde, stu- 
dium og underholdende aktiviteter: Primary for børnene, 
GUF for de unge, særlige aktiviteter for kvinder, for 
mænd og for hele familien: sport, spejderliv, danse- 
aktiviteter, banketter, musik, skuespil og talekonkurrencer. 

I religion, i forretningslivet, i videnskabens tjeneste, 
i uddannelsen, i den offentlige tjeneste har medlemmer 
af Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige udmærket sig 
og derved bevist Frelserens ord: „Af deres frugter skal 
I kende dem." 

Det lys, som Profeten Joseph Smith så i Vesten, 
skinner klart. O 



220 



Første missionærankomster 

De syv første Sidste Dages Hellige missionærer til 
De britiske Øer ankom til Preston, England, under en 
spændende valgdag den 22. juli 1837 og frydede sig 
over et politisk banner, der udfoldede sig over deres ho- 
veder: „Sandheden Vil Sejre." Dette var to dage efter 
deres landgang i Liverpool og 46 dage efter at Profeten 
Joseph Smith i Kirtland, Ohio, havde henvendt sig til 
ældste Heber C. Kimball af De Tolvs Råd og sagt: „Bro- 
der Kimball, Herrens Ånd har tilhvisket mig: ,Lad min tjener 
Heber tage til England og prædike mit evangelium og 
åbne vejen til frelse for den nation.' " 




Det gengivne Evangelium 



på Oe britiske Øer 






De første døbte i England 

Allerede ti dage efter at missionærerne var ankommet 
til England, blev ni nyomvendte døbt i Ribble-floden ved 
Preston. Den offentlige interesse var blevet så stor, at en 
„skare på mellem syv og ni tusind personer" havde for- 
samlet sig langs bredderne for at overvære disse første 
europæiske dåbshandlinger i en kirke, der havde udtalt 
sig om englebésøg og nyopdagelse af hellige beretninger 
skrevet af tidlige amerikanske profeter. 






- — "*" 



"*'"""» : ».s 



221 



4Ét' 






/ ') ! ■ illlfc""«« 







Det gengivne Evangelium i Skotland 

I 1840 tog ældste Orson Pratt til Skotland for at sam- 
ordne de anstrengelser, der blev- foretaget af ældsterne 
dér, og rejste dernæst til Edinburgh, hvor han besteg 
Arthur's Seat, en majestætisk, forreven klippe, der hæ- 
vede sig over Holyrood's og Edinburgh's slotte. Der an- 
råbte han Herren for 200 nye medlemmer. På mindre end 
fire måneder havde dette antal og flere til tilsluttet sig 
Kirken i egnene omkring Edinburgh, Glasgow og An- 
crum. Siden den tid kaldte de Hellige klippen for „Pratt's 
Klippe". 




Brigham Young besøger London 

Brigham Young, seniormedlem af De Tolvs Råd, be- 
søgte London i efteråret 1840, hvor han gennemgik det 
storslåede arbejde udført af ældste Heber C. Kimball og 
ældste Wilford Woodruff, ligeledes af De Tolvs Råd. 
Fire korte år derefter blev ældste Young leder af Kirken 
og direkte ansvarlig for at føre alle de Hellige, deriblandt 
mange britiske medlemmer, vestpå til et nyt Zion. Niog- 
fyrre år senere blev ældste Woodruff opretholdt som 
Kirkens Præsident. 



222 



Charles Dickens besøger et „Mormon"-emigrantskib 

På „en varm junimorgen" (den 4. juni 1863) gik den 
berømte viktorianske romanforfatter Charles Dickens om- 
bord på båden Amazon, som lå fortøjet i London, og han 
beretter om sine indtryk i bogen The Uncommercial Tra- 
veller: „Jeg tror, det ville være vanskeligt at finde otte 
hundrede mennesker sammen noget som helst andet sted 
og finde så megen skønhed og så megen styrke og evne 
til at arbejde sammen . . . Jeg gik ombord i deres skib for 
at bære vidnesbyrd imod dem, dersom de fortjente det, 
hvilket jeg var ganske overbevist om, at de gjorde; til 
min store forbavselse fortjente de det ikke; og min for- 
udindtagethed og hensigt skal ikke kunne påvirke mig 
som et ærligt vidne ... en bemærkelsesværdig indflydel- 
se havde frembragt et bemærkelsesværdigt resultat..." 




Præsident McKay og London Templet 

I 1958 vendte Præsident David O. McKay, en tidligere 
missionær i Skotland for 61 år siden, tilbage til De briti- 
ske Øer og indviede London Templet. Det var 121 år si- 
den, de første missionærer havde sat benene på britisk 
jord. Templet, bygget til evig glæde for alle, som vil ind- 
gå deri, var begyndelsen af den moderne æra i Kirkens 
historie på De britiske Øer, en historie, som fortsat til- 
føjer inspirerende kapitler. Q 




223 




MARIANNE C. SHARP 



Faste og Bøn 



Når man studerer skrifterne, undrer man sig over den 
styrke der findes i faste og bøn. 

Præsident Joseph F. Smith sagde, at hvis det blev 
praktiseret af verden: ville faste henlede opmærk- 
somheden på den synd det er at spise for meget, stille 
legemet i det rette forhold til ånden og således fremme 
forbindelsen med den Helligånd og bibringe åndelig 
styrke og kraft. . . Da faste altid skulle ledsages af bøn, 
ville denne lov bringe mennesker nærmere til Gud." (Gos- 
pel Doctrine, Third Edition, p. 298). 

Vi læser at Daniel fik magt og kundskab efter tre 
ugers sørgetid: 

„Lækre spiser nød jeg ikke, kød og vin kom ikke i 
min mund, og jeg salvede mig ikke, før hele tre uger var 
gået. 

Så sagde han til mig: , Frygt ikke, Daniel, thi straks 
den første dag du gav dit hjerte hen til at søge indsigt 
og ydmyge dig for Guds Åsyn, blev dine ord hørt, og jeg 
er kommet for dine ords skyld." (Dan. 10:3, 12). 

Inspirerende ord om faste og dens kraft lærer vi af 
Mosiahs sønners erfaringer: 

„ ... de havde hengivet sig selv til megen bøn og 
faste, og derfor havde de profetiens og åbenbarelsens 
ånd, og når de lærte fra sig, lærte de med magt og myn- 
dighed fra Gud." (Alma 17:3). 

At opleve glæden synes at være en del af sand faste, 
og det samme gør sig gældende, når man læser i Lære og 
Pagter: 

„Og på denne dag skal du ikke gøre andet end tilbe- 
rede din mad i hjertets oprigtighed, så din faste må være 
fuldkommen, eller med andre ord, din glæde må være 
fuldkommen. Sandelig, dette er faste og bøn, eller med 
andre ord glæde og bøn." (L&P 59:13-14). 

Selv om overholdelse af fastedagen er beskrevet i 
nogle enkeltheder, synes læren om faste at være en del 
af Evangeliet som det er overladt til den enkelte at efter- 
leve. Hvor ofte man skal bede på en fastedag er overladt ti! 
den enkelte at bestemme. Hvor ofte man bør faste på andre 
tidspunkter end fastedagen er ligeledes overladt til den 
enkelte at bestemme. 

I tider med alvorlig sygdom og tunge prøvelser søger 
man uvilkårligt Herren i faste og bøn, for skriften lærer 
om den styrke der findes heri. Herren har sagt, at Han 



224 



ikke vil give befalinger i alle ting. Præsident Joseph F. 
Smith siger: „Gud fryder sig over et villigt hjerte." 

Når man faster bør det ledsages af glæde. Frelseren 
siger: 

„Når I faster, skal I ikke gå med sørgmodig mine som 
hyklerne, thi de gør deres ansigter ukendelige, for at 
andre mennesker kan se på dem, at de faster; sandelig 
siger jeg eder: De har allerede fået deres løn udbetalt. 

Men når du faster, så salv dit hoved og vask dit an- 
sigt, for at ikke andre mennesker skal se på dig, at du 
faster, men kun din Fader, som er i løndom . . ." (Matt. 
6:16-18). 

Præsident Joseph F. Smith giver følgende kommentar: 
„Med andre ord, at vise over for verden, at man er lykke- 

lig." 

For at understrege det strengt personlige i fasten si- 
ger Præsident Smith også: 

„ . . . men lad os huske, at overholdelse af fastedagen 
ved at afholde sig fra mad og drikke i fire og tyve timer 
ikke er en absolut regel, det er ikke nogen jernhård lov 
for os, men overgivet til menneskers egen samvittighed 
til at bruge visdom og fornuft. Men de der kan faste bør 
gøre det." (Gospel Doctrine, Third Ed. p. 306). 

Han siger også: 

„På sabbatsdagen har du ikke andet at gøre end at 
tilberede din mad i hjertets oprigtighed, så din faste må 
være fuldkommen, og din glæde må være fuldkommen. Det 
er det Herren kalder faste og bøn." (Ibid. p. 308). 

Profeten Joseph skriver den 17. januar 1843: 

„Nu er tiden udpeget af de tolv som en dag til yd- 
mygelse, faste, lovprisning, bøn og taksigelse til den 
store Elohim. Der var stor glæde blandt folket, at jeg 
endnu var undsluppet fra mine fjenders efterstræbelser." 
(D. H. C. V:252), 

Faste udtrykker over for Herren dybe og inderlige per- 
sonlige følelser, bønner om hjælp, takkebønner, bønner 
om hjælp når man bereder sig til et særligt kald, bøn om 
mere kærlighed, om tro der nærmer sig kundskab. 

Glæderne ved at faste og bede kan findes. Der fin- 
des en stor kraft i at erfare faste og bøn tilbudt af Herren til 
alle som en velsignelse og en glæde i åndelig styrke og 
indre lys. O 




„ BØRNENES 
SfDER. 



Modig 



som en løve 

AF MARGERY S. CANNON 
OG LURENE G. WILKINSON 







Joseph troede det var doktor 
Stone, der stod i døren, indtil han hør- 
te Rebecca Perkins tale med hans 
mor. 

„Jeg kommer med nogle honning- 
kager, Lucy. Friskbagte." 

„Det er jeg meget glad for, Re- 
becca." 

"Jeg regner med, at det vil hjælpe 
lidt." 

Joseph vidste at det ville hjælpe. 
Hans mor var dødtræt af at pleje ham 
og hans søskende. 

De havde alle haft tyfus. Sophro- 
nia havde været syg i tre måneder og 
havde været lige ved at dø. 

„Jeg kan ikke forstå, hvorfor unge 
Joseph stadigvæk føler sig dårlig," 
hørte Joseph fru Perkins sige. 

„Ja, han har været alvorlig syg i 
nogle uger. Tyfusen gav ham et feber- 



sår i skulderen. Doktor Stone skar det 
op, men smerterne bredte sig som 
lyn i den ene side til hans ben. Han 
skar i det, helt ind til benet, i et for- 
søg på at fjerne infektionen. Men det 
er stadig rødt og hævet." 

„Vi mente, at det var klogere at 
tilkalde nogle specialister til at se på 
tilfældet", hørte Joseph sin far sige. 
„Vi venter nu på at høre nærmere." 

Vente, så megen venten, tænkte 
Joseph. Alle havde gjort deres bedste. 
Han vidste det. Således havde hans 
ældre bror Hyrum holdt Josephs ben 
dag og nat for at lindre smerterne, men 
smerterne var der hele tiden. Joseph 
klagede desperat: „Åh, himmelske Fa- 
der, hvordan kan jeg udholde det?" 

I næsten samme øjeblik kaldte Jo- 
sephs far på ham. „Lægerne kommer 



nu. 



49 







^kMÉ^W^ 



Rebecca sagde hastigt held og lyk- 
ke, idet Lucy viste lægerne ind i et 
afsidesliggende værelse. 

„Doktor, hvad kan De gøre for at 
redde min drengs ben?" 

Et øjeblik var der ingen der gav 
noget svar. Derefter sagde en af spe- 
cialisterne så skånsomt som muligt: 
„Vi kan ikke gøre noget . . . hans ben 
er uhelbredeligt, amputation er abso- 
lut nødvendigt for at redde hans liv." 
Lucy førte hænderne op til munden for 
ligesom at bevare stilheden og holde 
klageskriget tilbage fra sin strube. 
„Nej, ikke lille Joseph!" Hun tænkte 
tilbage på den tid, da lægen sagde, 
at Sophronia ikke kunne leve. Hvorle- 
des hun dog undgik døden, skønt den 
var så nær. De bad om et mirakel . . . 
og det gik i opfyldelse. Med hovedet 
støttet i hænderne bad Josephs mor 
igen — om et nyt mirakel. 

Da hun løftede hovedet, sagde hun 
stille: „Doktor Stone, kan De ikke gøre 
et nyt forsøg? De må ikke sætte hans 
ben af, før De har prøvet endnu en- 
gang." 

Efter at have rådført sig med læ- 
gerne, besluttede de at forsøge at 
fjerne det inficerede stykke ben. Lucy 
hentede nogle rene hjemmevævede 
lagner til at lægge under hans ben, 
medens lægerne forklarede Joseph, 
hvad de ville foretage sig. Og fordi der 
ikke var nogle bedøvelsesmidler til at 
dulme smerterne, kaldte de på hans 
mor. „Kom med nogle reb. Vi må binde 
ham til sengen. Og kom med lidt 
cognac eller vin, smerterne vil være 
næsten uudholdelige." 

Men Joseph afslog. Han ønskede 



ingen spiritus, han ville heller ikke 
bindes fast. 

„Mor, jeg ønsker at du skal gå 
udenfor. Far kan udholde det, men du 
har gjort så meget for mig og passet 
mig så længe, du er næsten slidt op." 
Tårerne blændede hans øjne. „Jeg vil 
have far til at sidde ved sengen og 
holde om mig. Så vil jeg gøre hvad 
der er nødvendigt for at få benet taget 
ud." 

En af lægerne gjorde indvendinger. 

„Drengen er så ung, han trænger 
til hjælp for at stå det igennem." 

Joseph rakte ud efter sin fars hånd 
og trak den store mand ned til sig ved 
siden af sengen. „Gud vil hjælpe mig 
. . . Jeg vil komme over det." 

Så slog den vejrbidte farmer arme- 
ne omkring sin lille søn og knugede 
ham til sit hjerte. 

Operationen begyndte. Den var 
lang og smertefuld uden medicin til 
at lindre smerterne og kun sin far at 
klynge sig til. På et tidspunkt hørte 
hans mor ham skrige og kom løbende 
ind. 

„Åh, mor gå ud, gå ud. Jeg ønsker 
ikke at du skal komme ind, jeg vil 
prøve at udholde det, hvis du bare vil 
gå ud", hulkede han. 

Da den primitive operation var 
overstået, stod Lucy tøvende ved dø- 
ren til soveværelset og turde ikke stil- 
le det spørgsmål, der svævede på 
hendes læber. Hendes mand, der var- 
somt støttede sin søns skulder, så op 
og rakte den anden hånd ud mod 
hende. 

Øjeblikkelig var Lucy inde i værel- 
set, og hånden var i hendes, da hun 



51 



I 



#*. % f 




knælede ved unge Josephs seng. Hvor 
så han tynd og bleg ud. Så stille. 

Fra sin udmattelses mørke dybder 
hørte Joseph hende komme, følte hen- 
des berøring, blidt, men tøvende. Han 
åbnede øjnene, og det faste blik fra 
hans blå øjne fik det bekymrede ud- 
tryk til at forsvinde fra hans mors an- 
sigt. 

Dr. Stone fjernede masken fra sit 
ansigt. Det lykkedes, nikkede han. 

Unge Joseph vidste at Gud var 
med ham. Deres bønner var blevet 
besvaret. Hans ben ville blive rask. 

Hele livet ville der blive sagt om 
ham: 

HAN ER MODIG SOM EN LØVE. 



Det er dejligt at se, at børn 
over hele verden kan udnytte de- 
res evner. Her ser I nogle tegnin- 
ger, som beviser dette. 



Yuen Suk Ching 

10 år 

Sham Sui Po, Hong Kong 




Stephen Lawson 

9 år 

Perth, Australien 




Marco Taluacchia 
10 år 
Firenze, Italien 



Deborah Elliott 

7 år 

Gagnon, Quebec 



^ v£^ 




Janice Elliott 

8 år 

Gagnon, Quebec 



53 



Gammel nok til at epiee løg 



AF NANCY ROSE 



John Thomas var en lille dreng, 
akkurat så høj som til håndtaget på 
græsslåmaskinen, og der var mange 
ting han kunne lide. 

At grave orm for at gå ud og fiske, 
var noget han kunne lide, skønt hans 
mor syntes, at han var for lille til det. 
Lege i sin fæstning lavet af budskads 
bag plankeværket, var også noget han 
særlig godt kunne lide. 

Men der var en ting, han ikke kunne 
lide, og det var løg. 

John Thomas's mor syntes ikke at 
kunne forstå det. Hun puttede løg i 
frikadeller, og han pillede løgene fra, 
før han spiste frikadellerne. En dag 
havde hun endog puttet løg i de bagte 
bønner. Han kunne virkelig lide sma- 
gen, men det tog lang tid for ham, før 
han var sikker på, at han havde fået 
alle løgene taget fra, før han kunne 
nyde disse bønner. 

„John Thomas" sagde hans mor. 
„Hvis ikke du skynder dig at spise de 
bønner, så du kan være færdig når 
bedstefar kommer, kan du ikke tage 
med ham." 

John Thomas rettede sig op og 
fortsatte endnu hurtigere med at pille 
løgene fra. „Tage med bedstefar? 



Hvorhen?" 

„Jeg tror han har planlagt at tage 
dig med ud på hr. Hansens gård." „Ud 
på gården, det var sjovt." 

I det samme åbnede bedstefar dø- 
ren. Han så ud lige akkurat som en 
bedstefar skal se ud, med masser af 
rynker i ansigtet, fordi han smiler så 
meget. 

„Skynd dig med de bønner, John 
Thomas, jeg har hørt til morgen, at der 
er en mængde nyfødte unger ude på 
gården", sagde bedstefar. 

„Er der?" John Thomas skubbede 
løgene på sin tallerken tilside så hurtig 
han kunne. 

„Hvorfor lægger du løgene til- 
side?", spurgte bedstefar. 

„Fordi", sagde John Thomas meget 
forsigtig, „jeg tror ikke de smager 
godt." 

John Thomas blev færdig med den 
sidste bønne. Der var efterladt en 
bunke løg på hans tallerken. „Lad os 
tage ud på gården, bedstefar", sagde 
han. 

På vej ud til gården talte John Tho- 
mas og hans bedstefar om alle de ting, 
der var sket, siden de havde set hinan- 
den sidst. 



54 



På gården standsede de først ved 
grisestien. Der var en kolossal, gryn- 
tende modergris med mange smågrise 
omkring sig, de peb og puffede til 
hende med deres snuder. 

„Hvad laver de bedstefar?", spurgte 
John Thomas. 

„De leder efter mad", sagde bed- 
stefar. 

„Spiser de korn?" spurgte John 
Thomas, idet han bemærkede nogle 
smuler på jorden. 

„Aah, nej", lo bedstefar. „De er 
ikke store nok til at spise korn. Det er 
til moderen. De kan kun drikke mælk." 

I kyllingehuset var der mange mor- 
somme, små kyllinger, der pippede og 
hoppede omkring i huset. John Thomas 
rakte sin hånd ud, og de pikkede alle 
efter den. „De er sultne", sagde han. 
„Hvad spiser de?" 

„Kun denne meget fine mos", sva- 
rede bedstefar. Han gav Thomas noget 
i hånden, og kyllingerne pikkede efter 
det. „De er endnu for små til hårdt 
korn, hvede eller havre." John Thomas 
iagttog de morsomme pikkende og pip- 
pende, kuglerunde kyllinger. 

Derefter gik de til den store lade. 
Det duftede af nyslået hø, og han 
kunne se to nyfødte kalve sammen i et 
hjørne. „Er det tvillinger?", spurgte 
John Thomas. „Hvad spiser de?" 

„Kun mælk fra deres moder", sva- 
rede bedstefar. De er ikke gamle nok 
til at spise hø og andet kreaturfoder." 

Lige overfor kalvene indenfor i den 
store mørke lade, var en redefuld kil- 
linger med deres mor med sin bløde 
pels. De frembragte morsomme, små 
lyde og pressede deres poter mod 
deres mor. 

„Hvad bestiller de?", spurgte John 
Thomas. 

„De er ved at drikke mælk fra de- 
res mor", sagde bedstefar. De er 



endnu ikke store nok til at jage mus, 
som du sikkert ved." 

Før de vidste af det, var hele efter- 
middagen gået, og det var på tide at 
gå ud til vognen og køre tilbage til 
byen. 

„Mange tak, hr. Hansen", sagde 
John Thomas til bonden. „Det var en 
morsom dag, og jeg kunne lide at 
komme igen for at se hvordan disse 
unger ser ud, når de er vokset lidt 
mere." 

Bedstefar blev og spiste til aften 
med John Thomas og hans mor. Hun 
havde lavet frikadeller til dem. 

„Er der løg i frikadellerne?", spurg- 
te John Thomas. 

Hans mor sukkede. „Ja, John Tho- 
mas, det er der. Du ved det forbedrer 
smagen." 

John Thomas støttede hagen i hæn- 
derne og så så på frikadellerne på sin 
tallerken. De så virkelig indbydende 
ud. 

Han tænkte på de nyfødte kalve, 
han havde set den dag, der ikke var 
store nok til kreaturfoder. Han tænkte 
på de små kyllinger, der ikke var store 
nok til rigtig kyllingefoder. Han tænkte 
på killingerne og smågrisene, der kun 
kunne drikke mælk, fordi de ikke var 
gamle nok til andre ting. 

„Der er noget, jeg spekulere på", 
sagde han. 

Mor og bedstefar så på hinanden. 
„Hvad er det, du spekulerer på?" 
spurgte de begge to. 

„Jeg tænkte lige på", sagde John 
Thomas — og holdt en pause. „Jeg 
spekulerede på det." 

„ Hvilket", spurgte mor og bedstefar. 

John Thomas sank noget. „Jeg spe- 
kulerede på, om jeg i aften er gammel 
nok til at spise løg. 

Mor så på bedstefar, og bedstefar 
så på mor og blinkede. O 



55 




Hvad er det? Hvor er det fra? 

AF MARLA KAY 

I dette billede findes der 9 ting skjult fra forskellige lande. Farvelæg 
alle de steder, der er mærket G grønne, S brune, T violette, A brune, W 
orange, E blå, O gule, K røde, og M grønne. Når du er færdig, kan du 
fortælle, i hvilket land hver ting hører hjemme. 

■puej|0|_] :u90^sæjj_ 
•o>)!xa^ luoojojqwog "b^ujv :u9spmig -u9!|BJisnv :(uoujø[q6und) uaiuøfq 
-b|bo>j -pueijojs :uoq!de>|>jæs 'usdBf :u9}6A-i -pue|uøJO 'b>)sb|v :uewAq 

-9US -U8!|B}| :U9|0pU0Q -pUB[J| :(9>|J93lU|BUOUBU 9>|SJ! 19p) }9J9AØ|>|p!AH 

:JBAS 

56 




SØNDAGSSKOLE 



At få en bog så dybsindig og svær 
som Bibelen på de 9-10 åriges liste over 
favoritlæsning, er en udfordring til 
enhver lærer. Men for den, der 
vil sætte hjerte og sind ind for sagen, 
vil det vise sig at . . . 



Bibelen vinder 



AF JEWEL B. ELKINGTON 



I min lektiehåndbogs indledning fastslås at jeg som 
lærer har tre vigtige forpligtelser overfor mine elever: 

1 . At være interessant 

2. At være overbevisende 

3. At være begejstret 

At have disse ting for øje, medens jeg forbereder min 
lektie, er en stor hjælp. Selvom mit vidnesbyrd er stærkt, 
og jeg føler, at det er et privilegium at undervise denne 
klasse, har jeg fundet ud af, at det kræver meget arbejde 
og bøn at give interessante og meningsfulde lektier. Når 
jeg gør mig de største anstrengelser, modtager jeg mest 
inspiration. 

En af disse lektier „Bibelen — en hellig optegnelse" 
repræsenterede en virkelig udfordring: Hvordan gør man 
en bog så dybsindig og vanskelig som Bibelen menings- 
fuld for en gruppe livlige 9-10 årige. Jeg bestemte, at det 
bedste forsøg ville være at gøre dem bekendt med sær- 
lige højdepunkter, og lade dem møde og blive bekendt 
med en enkelt person fra Bibelen, snarere end at forsøge 
at dække hele dens umådelige indhold. Jeg ønskede at 
stimulere børnene til på egen hånd at læse i den hellige 
bog. I stedet for at gøre dem syge med flere liter is, 
ønskede jeg kun at give dem en smagsprøve, og gøre 
den så god og speciel, at de ville blive ivrige efter mere. 

Jeg involverede en del af klassen ved at uddele op- 
gaver. 

Først blev en flonelstavle-historie uddelt til en elev. 
Derefter skrev jeg små breve til tre børn. Her fortalte jeg 
dem, hvad de skulle gøre (det er sjovere at få et brev 




end et telefonopkald i den alder). De opgaver, der blev 
uddelt, var: 

1. Find ud af betydningen af ordet „Bibel". I hvilke to 
dele er Bibelen delt og hvorfor? 

2. Vælg et ordsprog fra Ordsprogenes Bog. 

3. Vælg din favorit person fra Det gamle Testamente. 
Efter at have læst om ham eller hende i Bibelen, 
forbered dig da til at genfortælle historien i klas- 
sen. 

Sidst af alt arrangerede jeg, at Moses skulle komme 
i egen person og fortælle sin historie. 

Dette blev udført af en samarbejdsvillig ægtemand, 
klædt i et gammelt tæppe som kappe, et stykke sække- 

225 



lærred bundet med et reb som hovedbeklædning, et 
stykke sort stof til underklæde og barfodet (han ejede 
ingen sandaler), bærende en stav (en stor kæp fundet i 
gården), og sidst, men ikke mindst, hans bølgende hvide 
skæg. 

Cirka halvvejs gennem klassetiden bankede „Moses" 
på og blev inviteret indenfor. Glimtet af overraskelse og 
glæde i børnenes ansigter samt den opmærksomhed, de 
gav ham, medens han talte, mere end tilbagebetalte den 
anstrengelse, jeg havde haft med forberedelserne. 

Moses fortalte alvorligt og realistisk om nogle af de 
begivenheder, han havde haft, medens han gik frem i 
lydighed mod alle de befalinger, han fik af Gud. Han for- 
klarede, hvordan Herren gav ham De ti Bud. Derefter 
gennemgik han De ti Bud, uddybede flere af dem, deri- 
blandt det femte, og han indprentede dem vigtigheden af 



at ære og adlyde deres forældre og deres Fader i himlen. 

For at hjælpe børnene med at huske og indprente sig 
nogle højdepunkter i Bibelen, gav jeg dem nogle artikler 
de kunne tage med hjem og hænge op eller sætte ind 
i deres scrapbog. Disse inkluderede en dekoreret kopi 
af De ti Bud, et lille billede af Moses, da han ødelagde 
stentavlerne, et bogmærke med Biblens bøger påtegnet, 
et kort med Saligprisningerne, og et lille billede fra Bjerg- 
prædikenen. 

Selvfølgelig kan andre personer fra Bibelen besøge 
klassen. Ideen med en sådan besøgende kan kun gen- 
nemføres lejlighedsvis; men hvis den er godt udført, vil 
den hjælpe med til at klassen tænker på disse store per- 
sonligheder som virkelige personer og ikke som perso- 
ner i en bog. Mest vigtigt, den vil skabe et ønske hos ele- 
ven om at læse og lære mere om de store sandheder i 
Bibelen. Q 



Fællesrecitation d. 3. august, 1969 

De to skriftsteder bør læres udenad i løbet af juli måned af eleverne i kursus 14 og 16. Hver klasse reciterer et 
skriftsted ved søndagens forprogram fastesøndag. 

KURSUS 14: 

(I dette skriftsted forudsiger Esajas gengivelsen af Evangeliet i de sidste dage og beskriver virkningen af dets sand- 
hed på menneskets liv efter mange århundrede med frafald og ignoreren.) 

„På hin dag hører de døve skriftord, og friede fra mulm og mørke kan blindes øjne se." (Esajas 29:18.) 

KURSUS 16: 

(Paulus minder os om, at Kristus organiserede sin Kirke med dens embeder, for at hjælpe de Hellige til fuldkom- 
menhed.) 

„Og han gav os nogle som apostle, andre som profeter, andre som evangelister, andre som hyrder og lærere for at 
gøre de hellige fuldt beredte til deres tjenestegerning, at opbygge Kristi legeme, . . ." (Ef. 4:11, 12.) 



Robert Cundick 



Nadververs for juli måned 

Senior søndagsskolen 

„Salige er de rene af hjertet, thi de 
skal se Gud." (Matt. 5:8) 



Junior søndagsskolen 

Jeg vil gå og gøre det, som Herren 
har befalet... (1 Nephi 3:7) 

O 



j^'i J r J 



LA 



>h 1 i i 



i 



£ 



i 1 



P 



É 




1 i 



B 



1 



J 



m 




226 



Den 



*\ 



præsiderende 
biskop 
taler til 
ungdommen 



om 



omvendelse 



AF BISKOP JOHN H. VANDENBERG. 



J 



Der er i de senere år sket en stor teknisk udvikling 
til gavn for rumprogrammet takket være mange fremra- 
gende videnskabsmænd. Opsendelsen af Apollo 8 var 
f.eks en stor succes inden for videnskaben — men des- 
uden gav den nogle storartede lektioner, som vi kan be- 
nytte i vort personlige liv. En sådan lektion findes der i 
et vigtigt begreb i rumledelsen kaldet midtkurs-manøvre. 
Straks efter at Apollo 8 var uden for jordens bane, be- 
gyndte instrumenter på rumfartøjet og på stationer på 
jorden at måle den kurs, som blev fulgt, og sammenlig- 
nede den med den kurs, som nødvendigvis måtte følges, 
hvis planens mål skulle nås. 

Vi har en gave, som ligner de ledende instrumenter i 
rumfartøjet, som fortæller os, når vi kommer bort fra 
den retskafne kurs. Mormon, den nephitiske profet, ud- 
talte sig om dette „ledende" system. Han sagde: jer 

er det givet at dømme, så I kan skelne det gode fra det 
onde; og måden, hvorpå man bør dømme, er så klar, 
at I kan kende den med fuldkommen kundskab, ligesom 
I skelner dagens lys fra nattens mørke. 

Thi se, Kristi ånd gives alle mennesker, for at de kan 
kende godt og ondt; . . ." (Moroni 7:15-16.) 

Ligesom der er kontrolstationer på jorden, som følger 
Apolloen, har vi på samme måde kontrolstationer, som er 

227 




. . . på samme måde har vi 
kontrolstationer, som er levende 
interesserede i vore livsbaner. 



levende interesserede i vore livsbaner. Disse stationer in- 
kluderer vore forældre, grenspræsidenten, kvorum-præsi- 
dentskabet, hjemmelærere, lærere, o.s.v., som strategisk 
er anbragt i vort liv for at hjælpe os med at bevare vor kurs 
mod ophøjelse. 

Det er livsvigtigt, at den mindste afvigelse fra den 
planlagte kurs bliver korrigeret med det samme. Det er 
nødvendigt, at vi er modtagelige over for Kristi ånds til- 
skyndelser; desuden bør vi give agt på råd fra forældre 
og ledere, som er interesserede i vor lykke. Når vi op- 
dager afvigelse fra den rette kurs, har Herren givet for- 
holdsregler gennem sit sonoffer, så vi kan udføre en 
manøvre for at komme på den rette vej. Denne manøvre 
kaldes omvendelse. Det er en proces, hvorigennem vi kan 
komme tilbage på den rette kurs og fortsætte mod vort 
mål — evigt liv. 

Vi skal være særlig på vagt over for de såkaldte små 
afvigelser — for de kan forpurre hele vor mission. Her- 
ren har sagt: „Thi jeg, Herren, kan ikke se på synd med 
den ringeste eftergivenhed." (L&P 1:31). 

Han har sagt dette, fordi Han forstår den skade, som 
selv den mindste forseelse eller afvigelse fra den kurs, 
der fører til ophøjelse, kan forvolde. Vi kan ikke und- 
skylde synd eller fejltagelser på nogen som helst måde; 
det er nødvendigt, at vi til stadighed vurderer vor belig- 
genhed på vejen til ophøjelse, og når det er nødvendigt, 
skulle vi foretage en manøvre og omvende os fra vore 
fejl og komme tilbage på rette kurs. 

En af de største velsignelser, som Herren har givet 
os, er evnen til at forandre kurs. Dette kan vi gøre på 
grund af vor Frelsers sonoffer. Han har gjort det muligt 
for os at forandre vort liv gennem omvendelse, så vi ikke 
skal lide de evige konsekvenser af vore afvigelser fra 
den rette kurs. 

Den første betingelse for sand omvendelse er, at man 
er sig sine fejl bevidst. Præsident McKay har sagt: „Hvor- 
dan kan et menneske gå fremad, når det ikke er sig sine 
fejl bevidst? Et sådant menneske har mistet den funda- 
mentale vækstbestanddel, som er erkendelse af, at der er 
noget større, bedre og mere attråværdigt end den til- 
stand, man befinder sig i for øjeblikket. I selvtilfredshe- 
dens jord får sand vækst ringe næring. Dens rødder fin- 
der større vækst i misfornøjelse. 

Himlen se i nåde til det menneske, som ikke er sig 
sine fejl bevidst." 

For det andet må der være sorg for synd — ikke blot 
samvittighedsnag, men virkelig sorg. Apostlen Paulus 



omtalte denne slags sorg som en gudfrygtig sorg. I et 
brev til nogle angergivne Hellige i Korint sagde han: 

„Så glæder jeg mig nu, ikke over det, at I blev be- 
drøvede, men over at I blev bedrøvede og derved ført til 
omvendelse. Thi jeres bedrøvelse var efter Guds sind, 
så I ikke på nogen måde skulle lide skade ved os. Thi 
bedrøvelse efter Guds sind virker omvendelse til frelse, 
som ikke fortrydes; men verdens bedrøvelse virker død." 
(2 Kor. 7:9-10). 

For det tredje, når vi har erfaret, at vi gør uret og er 
oprigtigt bedrøvede over det, er det næste skridt at ind- 
rømme, at vi har gjort uret. 

Herren har sagt: „Heraf kan I vide, om et menneske 
omvender sig fra sine synder: se, han vil bekende dem 
og aflægge dem." (L&P 58:43). 

Hvem skal vi indrømme vore synder overfor? I Lære og 
Pagter står der: Jeg, Herren, forlader dem deres syn- 
der, som bekender dem for mig og beder om tilgivelse, og 
som ikke har syndet til døden." (L&P 64:7). 

Af dette skriftsted ved vi, at vi skulle bekende vore 
synder for Herren. Alvorlige overtrædelser skulle også 
bekendes for grenspræsidenten, som er „menig dommer 
i Israel". 

For det fjerde skulle vi forsøge at erstatte den uret, vi 
har forvoldt. Vor omvendelse vil kun være af betydning, 
hvis vi bliver forsonet med de, som har lidt uret. 

„Derfor, når du bringer din gave til alteret og der 
kommer i hu, at din broder har noget imod dig, så lad 
din gave blive der ved alteret og gå først hen og forlig 
dig med din broder, og kom så og bring din gave!" (Matt. 
5:23-24.) 

For det femte skulle vi bevare kursen. Når vi har fore- 
taget en rettelse, må vi ikke gentage fejlen. 

For at nå vort endelige må! eller ophøjelse, må vi 
konstant kontrollere vore tanker og opførsel; og når det 
er nødvendigt skal vi omvende os for at komme tilbage 
på den rette kurs. Q 



228 




Fem minder jeg gerne ville have 



AF EN SENIORSTUDENT 



(I 1926 bragte Era en mindeværdig bekendelse af en 
seniorstudent angående hans ønsker om faderlig kam- 
meratskab. Unge mænds ønsker synes at være lige så 
aktuelle i dag som de var dengang.) 

4 Jeg ville ønske at jeg kunne huske en cirkusdag, eller 
en fjeldtur, hvor min far havde været med os drenge, 
i stedet for at give os penge og udstyr at tage afsted 
med, medens han og mor blev hjemme, og fik os til at 
føle os skyldbevidste fordi de arbejdede, medens vi le- 
gede. 

f\ Jeg ville ønske at jeg kunne huske en aften, hvor han 
™ havde sluttet sig til os i sang, eller læsning, eller 
slagsmål, i stedet for altid at sidde så stille med sin avis 
ved læselampen. 

O Jeg ville ønske at jeg kunne huske en måned, eller en 
*J uge, eller bare en dag, hvor han havde lavet slid og 
slæb til betydningsfuldt arbejde ved at planlægge gårdens 
arbejde sammen med os, i stedet for kun at bekendtgøre 
hver morgen, hvad den dags arbejde ville blive. 

A Jeg ville ønske at jeg kunne huske en søndag, hvor han 
■ havde stoppet os allesammen ind i bilen og kørt til 



kirke med os, i stedet for at blive hjemme medens vi tog 
afsted om morgenen og lade os alene hjemme medens 
han og mor tog afsted om eftermiddagen. 
|? Jeg ville ønske at jeg kunne huske bare én samtale, 
^ i hvilken vi sammen havde diskuteret de problemer 
og omstændigheder som plager hver dreng i voksealde- 
ren, og hvor hans klare og energiske synspunkt kunne 
have udspredt sådan lys og trøst, i stedet for at lade mig 
ene om at samle kendsgerningerne op på må og få, og 
løse problemerne så godt jeg kunne. 

Og alligevel, min samvittighed ville græde af skam, 
hvis jeg dadlede ham, for ingen mand kunne nogensinde 
have ofret sig mere for sin familie, været mere ivrig for 
dens velfærd, mere stolt af dens successer. Hans eksem- 
pel har været et lys for os. Han vidste bare ikke — og 
det er jeg ked af — han vidste bare ikke, at vi trængte til 
ham. Han vidste ikke at vi hellere ville have hans kam- 
meratskab end det land, han kunne give os — at vi en 
dag, måske, selv kan tjene penge, men at vi aldrig selv 
kan skabe minderne, som kunne have beriget og mildnet 
og præget vort liv. Jeg kan ikke se en far og søn på 
udflugt sammen uden at få en klump i halsen. O 



229 



Styrke 



Jeg mødte ham kun én gang — til et nadvermøde, som 
blev afholdt for SDH-soldater i det 15. regiment, 3. in- 
fanteri division, under Korea-krigen. Der var omkring 15 
af os hobet sammen i en bunker i forreste linie. Ved brug 
af bægrene fra vore egne feltflasker og C-ration kiks, 
velsignede og nød vi nadveren; og da det var den første 
søndag i måneden overgav vi derefter tiden til et vidnes- 
byrdmøde. 

Han præsenterede sig jævnt som sergent Stewart 
fra Idaho og gik over til at fortælle os, hvordan Herren 
havde velsignet ham i løbet af den foregående måned. 
Jeg lagde mærke til at han var lille — cirka 1,70 m høj 
og vejede omkring 80 kg — med stærke arme og skuldre. 
Han omtalte at hans store mål siden barndommen havde 
været at blive en god sportsmand. Trænere havde ment at 
han var for lille til hold-sport, så han havde koncentreret sig 
om individuel konkurrence og havde opnået en del succes 
som bryder og distanceløber. Han ankom til Korea som 
en jævn menig. Cirka ti måneder senere bar han ser- 
gentstriber — og de var velfortjente, som vi snart ville 
opdage. 

Da sergent Stewart bar sit vidnesbyrd, følte han sig 
bevæget til at fortælle os om sin kompagnichef, hvem 
han beskrev som en kæmpe af en mand ved navn løjt- 
nant Jackson. Han var 2,08 m høj, vejede 120 kg og havde 
været en fremragende sportsmand i skolen. Sergenten 
omtalte ham i glødende vendinger, med en vis forkærlig- 
hed, som den modigste, skarpsindigste og ædleste kom- 
pagnichef i hele U.S. infanteri — en, som ikke ville for- 
lange at hans mænd skulle gøre noget han ikke først 
ville være villig til at gøre selv. Med mærkbar stolthed 
skildrede han ham yderligere som mændenes mand, en 
stor officer og en kristen gentleman, som inspirerede 
dem som var heldige at tjene under hans kommando. 

Få dage før vor gudstjeneste havde sergent Stewart 



230 



været tilknyttet en patrulje. Som leder og i spidsen af pa- 
truljen var løjtnant Jackson. Sergenten dannede bagtrop- 
pen, da de bevægede sig ned ad en stejl skrænt i diamant- 
formation. Da de nærmede sig foden af skrænten, faldt de 
i et bagholdsangreb af fjendtlige snigskytter. Løjtnanten, 
som gik forrest, blev ramt i den ene side af kugler fra auto- 
matiske håndvåben. Han fik sig slæbt i ly af et nærlig- 
gende træ, medens resten af patruljen klatrede op ad 
skrænten for at reorganisere sig. 

Da han var næstkommanderende, faldt ansvaret nu 
på sergent Stewarts skuldre. Han organiserede sine mænd 
i et halvmåneformet forsvar og tildelte derefter sin største 
og tilsyneladende stærkeste mand den mission at gå ned 
ad skrænten for at redde løjtnanten. De andre ville 
dække ham. 

Manden var væk i ca. en halv time, for kun at komme 
tilbage og rapportere at han ikke kunne flytte den så- 
rede officer — han var for tung. Det var som at prøve 
at løfte en død hest. Mændene begyndte at mumle om at 
komme væk derfra før en anden ville blive ramt. Nogle 
sagde endog: „Lad os glemme løjtnanten, når alt kom- 
mer til alt er han jo kun neger!" På dette punkt vendte 
sergent Stewart sig mod sine mænd, rejste sig i sin 
fulde højde og talte i en meget bestemt tone: „Jeg er 
ligeglad med om han er sort eller grøn eller hvilken som 
helst anden farve. Vi går ikke herfra uden ham. Han ville 
ikke forlade nogen af os under lignende omstændig- 
heder. Desuden er han vores øverstbefalende officer og 
jeg elsker ham som min egen broder." 

Der var et øjebliks stilhed, så gik sergenten hen til en 
af korporalerne og sagde stille men med stor myndig- 
hed: „Du overtager ansvaret — og venter på os. Jeg 
vil hente ham." 

Forsigtigt, og så lydløst som muligt, arbejdede han 
sig vej mellem spredte snigskytters ild hen imod løjt- 






Jeg bukkede mig ned og løftede blidt min kompagnichef op og 
lagde ham over min skulder. Tekning af Jerry Harston. 



AF BEN F. MORTENSEN * 



nanten. Da han endelig nåede frem til ham, var løjtnant 
Jackson svag af blodtab, og han forsikrede sergenten at 
det var en håbløs sag — der ville ikke være nogen måde 
at få ham tilbage til førstehjælpsstationen i tide. Da var 
det at sergent Stewarts store tro på sin himmelske 
Fader kom ham til hjælp. Han tog sin hjælm af, knælede 
ved siden af sin faldne leder og sagde: „Bed med mig, 
løjtnant." 

Vi var som tryllebundne i det møde. Det var som 
om vi var vidner til et af de store menneskelige dramaer 
i vor tid. Et åndeligt drama om kærlighed og broderskab, 
som der er så få af i verden i dag, blev åbenbaret for 
vore egne øjne. Tårerne rullede ned ad sergentens kin- 
der medens han talte — og vi græd stille med ham. Han 
kunne ikke huske alt hvad han havde sagt i sin bøn, men 
han mindede Herren om at aldrig i sit liv havde han 
røget en cigaret. Ikke en gang havde han smagt alko- 
hol i nogen af dets former. 

På dette punkt kom han et øjeblik bort fra emnet for 
at forklare, at han ikke kun havde taget afstand fra spiri- 
tus og tobak på grund af sin religiøse overbevisning, 
men også på grund af sin store bevæggrund om at ud- 
vikle et stærkt, sundt legeme, så han kunne opnå sine 
sportspræmier. Dog vidste han den dag, da han var i 
fortrolig samtale med sin Fader i himlen, uden tvivl hvor- 
for han havde levet så samvittighedsfuldt efter Visdoms- 
ordet igennem sit unge liv. 

„Kære Gud," tryglede han, „jeg behøver styrke — 
langt mere end mit fysiske legemes evne. Denne store 
mand, din søn, som ligger alvorligt såret her ved siden 
af mig, må have medicinsk hjælp hurtigt. Jeg behøver 
kraft til at bære ham op ad skrænten til en førstehjælps- 
station, hvor han kan modtage den behandling han træn- 
ge til for at redde livet. Jeg ved, Fader, at Du har lovet 
den styrke for ti, hvis hjerte og hænder er rene. Jeg føler, 




mi^ 



at jeg er kvalificeret. Åh, kære Fader, giv mig denne 
velsignelse." 

„Brødre," fortsatte han, „medens jeg bad, kunne jeg 
mærke mine muskler svulme af energi, og fra det øjeblik 
vidste jeg, som jeg aldrig havde vidst det før, at Gud 
i sandhed hører og svarer sine trofaste børns bønner. 
Jeg takkede Ham ydmygt, sagde amen, tog min hjælm 
på, bukkede mig ned og løftede blidt min kompagnichef 
op og lagde ham over min skulder. Derefter begyndte vi 
langsomt vor opstigning — løjtnant Jackson sagte græ- 
dende medens han hviskede taknemmelige og opmun- 
trende ort til mig." 

Jeg mødte kun sergent Stewart én gang. I mindre end 
to timer var det vort privilegium at være i hans selskab. 
Jeg kunne føle ædel nærværelse, da jeg sad i den bun- 
ker, lyttende til denne udvalgte unge mand. Hans ånd 
bevægede min ånd, og min tro blev vækket på grund 
af hans Kristus-lignende holdning og hans gribende vid- 
nesbyrd angående faderskabet af Gud og broderskabet 
af alle mennesker. Q 

* Ben F. Mortensen tjente som feltpræst under Korea-krigen. 



231 




Rejsen 
til månen 
og budskabet 
til jorden 



AF DR. G. HOMER DURHAM 
rektor ved Arizona State University. 



Fredag morgen den 27. december 1968 landede det 
amerikanske rumskib Apollo 8 i Stillehavet efter menne- 
skets første succesrige rejse til månen. Oberst Frank 
Borman fra det amerikanske luftvåben, kaptajn James A. 
Lovell fra den amerikanske flåde, og major William A. 
Anders fra det amerikanske luftvåben gjorde denne histo- 
riske færd fuldstændig komplet ved at cirkle ti gange om 
månen den 24. december 1968. Afgang fra Cape Kennedy 
skete lørdag den 21. december. 

Juleaften 1968 blev ætset ind i historien og millioner af 
seeres hukommelse, som så og hørte de tre astronauters 
specielle julebudskab direkte fra månen. Det var et bud- 
skab specielt tilegnet jorden og dens befolkning. Det lød 
som følger (fra 1. Mosebog): 

MAJOR ANDERS: „I begyndelsen skabte Gud himme- 
len og jorden. Og jorden var øde og tom, og der var 



mørke over verdensdybet. Men Guds Ånd svævede 
over vandene. Og Gud sagde: „Der blive lys!" Og der 
blev lys. Og Gud så, at lyset var godt, og Gud satte skel 
mellem lyset og mørket, . . ." 

KAPTAJN LOVELL: „ ... og Gud kaldte lyset dag, og 
mørket kaldte han nat. Og det blev aften, og det blev 
morgen, første dag. Derpå sagde Gud: „Der blive en 
hvælving midt i vandene til at skille vandene ad!"... 
Gud gjorde hvælvingen og skilte vandet under hvælvin- 
gen fra vandet over hvælvingen. Og Gud kaldte hvæl- 
vingen himmel. Og det blev aften, og det blev morgen, an- 
den dag . . ." 

OBERST BORMAN: „ . . . Derpå sagde Gud: „Vandet 
under himmelen samle sig på et andet sted så det faste 
land kommer til syne!" Og således skete det; og Gud 
kaldte det faste land jord, og stedet, hvor vandet sam- 
lede sig, kaldte han hav. Og Gud så, at det var godt." 
(Se 1. Mosebog 1:1-10) 

For tilhørere, der har set levende billeder af jorden 
transmitteret fra rumskibet, og som har hørt oberst Bor- 
mans beskrivelse af månen („en umådelig, ensom, forbu- 
den eksistens") fik disse gamle ord gentaget af de tre 
officerer en enorm betydning. 

Derpå kom oberst Bormans tegn på afslutning: „Og 
fra staben i Apollo 8 slutter vi med et godnat, Gud vel- 
signe jer alle, alle på den gode jord." 

Tidligere på dagen den 24. december, omkring fem 
timer efter at Apollo 8 var skudt ind i sit første måne- 
kredsløb, sendte oberst Borman en bøn, der skulle af- 
holdes i den episkopale kirke St. Christopher i League 
City, Texas, hvor han tjener som oplæser. „Jeg skulle 
have oplæst i dag, men jeg var ikke rigtig i stand til det," 
sagde han ikke uden humor. „Bønnen er," sagde han, 
„ikke kun for kirkegængerne samlet i St. Christopher, 
men for mennesker overalt. Dette ekstra betimelige 
budskab fra måneomkredsningen, givet af oberst Frank 
Borman, øverstbefalende på denne pionerrejse til månens 
atmosfære, må også gengives her: 

„Giv os, oh Gud, evnen til at se din kærlighed i ver- 
den på trods af menneskelige fejl. 

Giv os tro til at have tillid til godheden på trods af vor 
uvidenhed og svaghed. 

Giv os kundskab så vi må blive ved med at bede med 
forstående hjerter, og vis os hvad hver af os kan gøre for 
at forberede den kommende dag med fred i universet." 

Der vil blive andre rejser til månen. De kan vise sig 
at blive mere tiltrækkende end det stærke syn, som den 
110 kilometer høje pionerbane tillod. Der vil komme flere 
budskaber til jorden fra månen og endnu længere ude, 
men få så fyldt af tro og mening. 

„ . . . vis . . . hvad hver af os kan gøre for at forberede 
den kommende dag med fred i universet." O 



232 



Evangeliet og respekt for 



AF DR. STERLING R. PROVOST* 



autoriteterne 



Aviser, tidsskrifter, fjernsyn og radio — alle masse- 
medierne — er i vore dage fulde af beretninger om op- 
rør, tumulter, tøjlesløshed og modstand mod de bestående 
love. Disse beretninger drejer sig ikke kun om mennesker 
inden for en bestemt aldersgruppe. I efterslættet af ad- 
skillige oprør og fanget i malstrømmen af visse retninger, 
som de synligt nok ikke kan kontrollere, står mange af 
samfundets borgere forfærdede over for det, de ser, — 
de kan ikke finde ud af, hvordan de skal komme ind til 
den kraft, der driver værket, og få den standset. Hvad 
siger egentlig Evangeliet om respekt for lov og orden? 

Loven er evig. Hele menneskeheden er underkastet 
en eller anden form for lov og orden. Herren har sagt: 
„Og hvert rige har fået en lov, og hver lov har også 
visse grænser og betingelser." (L&P 88:38). 

For de som vil forsøge at gøre sig uafhængig af 
loven, fastslår Herren utvetydigt: „Det, der regeres ved 
lov, bevares også ved lov og fuldkommengøres og hel- 
liggøres også derigennem. 

Det, som bryder en lov og ikke retter sig efter loven, 
men søger at blive i sig selv en lov og med forsæt frem- 
turer i synd og forbliver helt i synd, kan ikke blive hel- 
liggjort ved lov, ej heller ved nåde, ret eller dom. Derfor 
må de altid forblive urene. 

Alle væsner, der ikke adlyder disse betingelser, bliver 
ikke retfærdiggjort." (L&P 88:34-35, 39). 

Ved en lejlighed kom en gruppe farisæere hen til Me- 
steren for at udspørge Ham m.h.t. at betale skat. Som 
altid anede Frelseren, at de havde til hensigt at lokke 
Ham i en fælde, så Han svarede dem ved at bede dem 
bringe Ham skattens mønt. 

„Vis mig skattens mønt!" og de bragte ham en denar. 

Han siger til dem: „Hvis er det billede og den ind- 
skrift?" De svarer ham: „Kejserens." Da siger han til 
dem: „Så giv kejseren hvad kejserens er, og Gud, hvad 
Guds er!" (Matt. 22:19-21), 

Hvordan kan vi skelne mellem, hvad der er kejserens, 
og hvad der er Guds? Hvornår og hvorfor skulle et men- 
neske adlyde sin regering, sin kirke, sin overordnede 
o.s.v. Svarene på disse spørgsmål afslører menneskets 
vedvarende kamp for frihed. 

Kirkens autoriteter har altid bestræbt sig på at give 
medlemmerne kundskab og overbevisning om, at autori- 
teterne, både de politiske og de kirkelige, er blevet givet 
til mennesket for at undgå forvirring. 



Opstand er en almindelig begivenhed i verden af i 
dag. Dog er motiverne meget forskellige. Nogle gør 
oprør, fordi de ønsker at være ulydige, mens andre blot 
vil have en lejlighed til at komme ud af den daglige rutine. 
Der findes også dem, der gør oprør, fordi de ærligt me- 
ner, at der er behov for forandringer. 

Imidlertid er det nødvendigt, at vi indordner os under 
visse love, hvis vi ønsker at opretholde et velordnet sam- 
fund. Alle burde vide, at der i de fleste foretagender er 
nogle regler for opførsel. Hvis et menneske føler, at hans 
personlige rettigheder er blevet krænket, kan vedkom- 
mende uhindret anvende de metoder, som er legale, og 
som vil tjene hans sag i retfærdighedens navn. 

I sin tale ved den halvårlige Generalkonference i okto- 
ber 1965 bekræfter præsident Hugh B. Brown Kirkens 
stilling, når det gælder om at adlyde, ære og opretholde 
loven: 

„Uheldigvis findes der i dag nogle blandt os, som for- 
svarer overtrædelse af loven, når den anvendes som et 
middel til at henlede nationens opmærksomhed på, at 
visse ikke nyder den fulde gavn af pågældende lov. De 
siger, at de love, de bryder, har underordnet betydning, 
og at det er nyttigt og retfærdigt at bryde dem, fordi det 
er medvirkende til, at der dannes en bedre lov. Dette 
ræsonnement er falskt og ikke i overensstemmelse med 
kristne principper. At rette sig efter sådanne påstande er 
det samme som at sige, at det er enhver beskåret selv 
at vælge, hvilke love han vil adlyde, og hvilke han vil 
overtræde. Det er umuligt at opbygge et velordnet sam- 
fund på sådanne teorier. Der findes lovlige metoder og 
midler, hvorigennem man kan sikre alle mennesker de- 
res rettigheder, og man nærer ikke den kristne moral 
gennem uansvarligt brud på loven. Anarkiens sæd såes 
i sindene hos dem, der følger lovløshedens kurs. Anarki 
har aldrig været Guds fremgangsmåde men snarere Sa- 
tans. De seneste oprør i forskellige dele af verden un- 
derstreger, at det går i denne foruroligende retning. Disse 
lovstridige oprør er ofte iværksat mod orden, mod disci- 
plin og mod en velordnet styring af samfundet og alle 
former for autoritet." (Improvement Era, Vol. 68, dec. 
1965, p. 1103). 

I den sidste ende må vi fæste lid til, at Herren vil 
afgøre mange af disse stridigheder, for Han har lovet: 
„Thi se, jeg fordrer ikke af dem, at de skal føre Zions 
krige; for, som jeg sagde i en tidligere befaling, således 

233 



vil jeg opfylde det: Jeg vil føre jeres krige." (L&P 105:14). 

Agapitus I sagde: „Når vi har almindelig omgang med 
de onde, bliver vi enten deres ofre eller deres disciple. 
Omgås vi derimod retfærdige mennesker, vil vi forsøge 
at efterligne deres retfærdige gerninger eller i det mind- 
ste aflægge nogle af vore svagheder." 

En af de naturlove, der er størst fremdrift i, omfatter 
et ønske om at få anerkendelse af vore venner og kam- 
merater. Hvis den gruppe, man omgås, har uheldige pla- 
ner, må man følge disse planer, hvis man ønsker at 
have gruppen i ryggen. Imidlertid bør målet for en sand- 
hedens discipel være at forsøge at opnå vor himmelske 
Faders tilkendegivelse. 

De mennesker, vi omgås, er medvirkende til at danne 
vore vaner, og vi bestemmer oftest selv, i hvor høj grad 
vi vil være tro mod Kirken. Vi bestemmer selv, ud fra 
hvilket synspunkt vi vil betragte kulturværdierne og op- 
bygge vort forhold til samfundet, og vi beslutter selv, 
hvad vi vil gøre for at forbedre dette, gennem den ind- 
flydelse vor omgangskreds øver på os. 

Sandsynligvis er samfundets mest udfordrende op- 
gave i dag at begrænse alt for ukontrolleret opførsel gen- 
nem indførelse og håndhævelse af kontrol. Overalt insi- 
sterer de voksne og ligeledes ungdommen på at få større 
og mere uindskrænket frihed. Mange glemmer i deres 
krav at tænke på, at det, der fremmer deres frihed, 
måske begrænser andres rettigheder. Med hensyn til 
menneskets ret til at belaste sig selv siger præsident 
McKay: 

„Handlefrihed er drivfjederen i al fremskridt. Men 
med handlefrihed følger ansvar. Hvis mennesket skal løn- 
nes for retfærdige og straffes for uretfærdige gerninger, 
så kan det ifølge almindelig ret forlange magt til at hand- 
le selvstændigt. Hvis mennesket var tvunget til altid at 
gøre det rigtige eller hjælpeløst forledt til at synde, 
ville det hverken fortjene en velsignelse for det første 
eller en straf for det andet. 

På denne måde kan vi se, at menneskets ansvar står 
i nært afhængighedsforhold til handlefriheden. Handle- 
måde i harmoni med de guddommelige love vil bringe 
lykke, og modstand mod dem ulykke." (Secrets of a 
Happy Life, p. 154). 

Derfor vil det være klogt af mennesket at udøve sin 
frihed inden for de grænser, som Herren har afstukket for 
det. Imidlertid har Frelseren sagt til Joseph Smith: „Thi 
se, det er ikke passende, at jeg giver befaling i alle 
ting; thi den, som skal tvinges til alt, er en lad og ikke en 
klog tjener, hvorfor han ingen belønning får." (L&P 58:26). 

Da Joseph Smith blev spurgt, hvordan han bar sig ad 
med at lede sit folk uden tvang, skal han have sagt føl- 
gende: 

„Jeg lærer dem de rigtige principper, og så regerer 
de sig selv." (Millennial Star, Vol. 13, p. 339). Denne ud- 
talelse indeholder en stor del af idealet for selvkontrol. 

Mennesket har selv, ligesom i de fleste andre anlig- 
gender, ansvaret for at føre kontrol med sine personlige 
ønsker og at udøve de rettigheder, det har fået af Gud, 
på den måde, som Han ønsker de skal udøves. Det be- 
tyder endvidere, at mennesket må lære at kontrollere sig 



selv og sine lyster samt lade sine anstrengelser få udløb 
i prisværdige gerninger. 

Familien er den vigtigste af alle institutioner. Den er 
bedst, når den er sammensat af en betænksom og pligt- 
opfyldende mand, en følsom og trofast hustru og lydige 
og ærlige børn. Jo bedre familielivet er, des bedre vil 
familiemedlemmerne opfylde deres pligter over for hin- 
anden, Kirken og samfundet. 

Da Sidste Dages Hellige blot anser dette liv som et 
midlertidigt opholdssted på den evige rejse, burde de 
bestræbe sig på at deres indbyrdes forhold her afspejler 
dem, som de ønsker at have i evigheden. Forældre skal 
optræde hensynsfuldt over for hinanden og vise eneståen- 
de og dyb respekt for autoriteter, både kirkelige og verds- 
lige. I et fuldtud lykkeligt hjem udøves autoritet på demo- 
kratisk vis, dog er bæreren af det højeste Præstedømme 
den ledende. Man skal kunne diskutere alle familiemed- 
lemmers synspunkter åbent og ærligt, før der tages no- 
gen afgørende beslutninger. Det er naturligt, at der er 
meningsforskelle, men når enighed en gang er nået, skal 
den være bindende både inden for hjemmets fire vægge 
og ude blandt andre mennesker. Ved at være en enhed 
kan familien fremme formålet med autoriteterne. 

Autoritet er ikke i sig selv nogen milepæl, den tilveje- 
bringer blot de midler, hvorigennem mennesket kan opnå 
de ting, som er af betydning for dets liv. 

Præsident Hugh B. Brown har sagt: „Vi bringer jer 
også en udfordring og en tilskyndelse, for der er et stort 
arbejde, som skal gøres, store opgaver ligger og venter 
forude. Det er både jeres og min opgave at lære vore 
medmennesker at have respekt for autoriteter både Kir- 
kens og statens, at adlyde loven og at være villige til at 
udvise disciplin. Vi skal præge en følelse af loyalitet og 
patriotisme i dem. Kirkens medlemmer skulle ikke deltage 
i demonstrationer og marcher, som kæmper mod lov og 
orden. Ligeledes skulle de ikke betvivle vore lederes ret- 
skaffenhed, det være sig både stats- og kirkeledere. 

Hvis man taber noget af respekten for landets love, 
vil man miste en tilsvarende del af respekten for Guds 
love. Det er både jeres og vor opgave at hjælpe til 
med at gøre alle til retskafne mennesker. Lad os alle lære 
hinanden at have sans for at kunne skille det værdifulde 
fra det værdiløse, at udvikle vore personligheder, at leve 
rigtigt og at styrke vor intelligens med varme og glød fra 
Guds og medmennneskers kærlighed." (The Abundant Life, 
p. 240). O 

* Dr. Sterling R. Provost er et tidligere medlem af tre højråd. 




234 




FARVEL ! 

Kære søskende og venner! 

Det er meget vanskeligt for os som en familie at fatte den 
kendsgerning, at der er gået tre år siden vi kom til Danmark. 

Vi vil gerne give udtryk for vor kærlighed og vor tak til jer for 
jeres venlighed imod os, medens vi har boet her i dette smukke 
land. 

Det er dejligt at se Kirkens vækst her i Danmark, takket være 
jer, I tapre og vidunderlige Hellige. Vi er vor Fader i Himlen meget 
taknemmelige, fordi vi har fået det privilegium at komme her og 
arbejde sammen med jer. Det har i høj grad beriget vort liv, og vi 
vil være evigt taknemmelige. 

Må vi udtrykke vor tak til jer for den tro og støtte I har vist os. 
Vi har i sandhed følt den styrkende kraft jeres mange bønner har 
haft. Jeres liv er blevet en meget vigtig del af os, og det er virkelig 
vort ønske at leve op til jeres strålende eksempel. 

Vi er hvert eneste medlem i den danske mission taknemmelig 
for jeres villighed til at efterleve Evangeliets sandheder. Tak er ikke 
tilstrækkelig til de strålende grens- og distriktsledere for jeres 
utrættelige arbejde. Vor hjertelige tak går også til missionens 
ledere med præsident Benny Linden og præsident Verner Buur i 
spidsen. Deres uegennyttige ønsker, loyale støtte og urokkelige tro 
har i sandhed været en styrke for hele vor familie. 

Vort oprigtige ønske har været at tjene jer, vore danske Hellige 
og venner, og derved ved vi, at vi ville tjene vor Himmelske Fader. 
Der findes ingen større glæde under himlen end at give sig selv ved 
at tjene, og når man tjener blandt folk man elsker, bliver ens liv 
indholdsrigt. Sandelig, vort mål er fuldt, takket være jer alle. 

Familien Don L. Christensen 



235 






Fra Missionens 




Præsidentskab 

DON L. CHRISTENSEN 



Kære søskende! 

I denne sidste artikel, som afslutter en vidun- 
derlig tid for familien Don L. Christensen, vil vi 
gerne udføre to ting. 

For det første vil vi gerne takke jer, fordi I er en 
så vidunderlig gruppe mennesker. Takke for jeres 
hengivne tro på vor Herre og Frelsers virkelighed 
og for jeres villighed til at vise denne tro. 

For det andet vil vi udfordre jer til at forøge 
jeres tro, indtil den bliver fuldkommen. For at ud- 
føre dette vil det være nødvendigt, at man „hæver 
sig over sine vaner", kommer ud af den gamle dag- 
lige rutine, som ofte luller en ind i selvtilfredshed 
og kan forsårsage tilbagegang. 

„At hæve sig over sine vaner" har mange varia- 
tioner. Herren sagde til os, at som medlemmer af 
Hans Kirke skal vi altid beskæftige os med noget 
godt. 

Den første fase af „at hæve sig over sine va- 
ner" vil være i vort daglige arbejde. Enten vi arbej- 
der for andre eller for os selv, venter Herren at vi 
skal gøre et ærligt arbejde for en ærlig betaling. 
At være tilfreds med et passivt arbejde er intet- 
steds godt nok for de Sidste Dages Hellige, heller 
ikke for Herren. „Du skal ikke være lad; thi den 
lade skal ikke æde arbejderens brød eller bære 
hans klæder." (L & P. 42:42) 

Der er stor visdom i Herrens ord til os om at 
være lad. Det lade sind er djævelens værksted og 
nedværdigelse er det eneste resultat. Desuden har 
Herren sagt: „Sandelig siger jeg: Menneskene bur- 
de virke med iver for en god sag og gøre mange 



ting af egen fri vilje og udøve megen retfærdig- 
hed." (L & P. 58:27) 

Det forventes, at enhver Sidste Dages Hellig 
lever værdigt til ånden, og derved aflægger det 
kødelige og hæver sig op til sine guddommelige 
muligheder. 

Den anden fase af „at hæve sig over sine va- 
ner" vil være vort kirkearbejde og vor indstilling 
til det. Vor indstilling vil ganske givet bestemme 
højden og den endelige grad af vor ophøjelse. Der 
kan ikke være nogen tvivl om dette. 

Hver enkelt af os må endnu engang standse op, 
se på os selv og vurdere det billede vi ser. Vi må 
stille spørgsmål til os selv: Imødegår jeg min ud- 
fordring? Gør jeg folk bedre på grund af mine 
bestræbelser? Har jeg mistet opfattelsen af mit 
kald, og er kommet ind i en mekanisk rutine? Er jeg 
virkelig en folkets tjener, eller arbejder jeg kun for 
personlig vinding, hæder og ære? 

„Fader, din vilje ske, og ikke min" er den første 
vejledning til at vide, at man er i harmoni og arbej- 
der for sagen og ikke for personlig vinding. Hvis 
vore tanker går ud på at gøre andre mennesker 
bedre, da kan vi være sikre på, at vi dagligt hæver 
os over vore vaner. 

Fase tre og den, hvoraf en stor del af de andre 
fasers succes afhænger, er hjemmet og vort liv der. 

Hjemmet er grundlaget for al anden succes, og 
hvis hjemmet har lykke, kærlighed, tålmodighed, 
omsorgsfuldhed og flid, så vil alle vore andre be- 
stræbelser udstråle det samme. 



236 



„Det kræver en masse at gøre et hus til et 
hjem" er en vital sandhed og er meget tankevæk- 
kende. Enhver ægtemand har ansvaret for at leve 
og handle som et ledende eksempel for sin hustru 
og sine børn. En fader kan kun kræve den fornødne 
respekt, hvis han er i fuldstændig harmoni med 
sandheden. Husets fader bør kun vise de bedste 
tanker og handlinger. 

En moder og hustru, som er villig til at være 
lydig mod en kærlig og trofast ægtemand, vil 
blomstre op som et smukt eksempel på kvindelig- 
hed, hvad der vil skabe en atmosfære af ro, kærlig- 
hed og renhed i hjemmet og indpode den samme 
dybde i børnenes karakter. 

Kun med venskab, kammeratskab og en kærlig 
holdning kan moder og fader skabe den „Himmel 
i hjemmef-atmosfære, der er nødvendig for at 
tilvejebringe udødelighed og evigt liv for hinanden 
så vel som for deres børn. 

For børnene kan sandheden bestandig give gen- 
lyd og blive virkelighed, når de ser vore gode ger- 
ninger. Må de unge forstå, at ingen er stærk nok 
til at stå alene. Lær at elske, respektere og have 
tillid til forældrene. Lad dem hjælpe jer med jeres 
problemer. Kom med jeres bekymringer og pro- 
blemer til dem, ikke til andre, som måske vil give 
jer et skævt syn på tingene og få jer til at forandre 
jeres type på en forkert måde. 

Vi har stor tro på vore unge mennesker og føler 
os overbevist om, at hver eneste, når de stadig 
bliver opmuntret og har forældrenes kærlighed og 
vejledning, vil sejre og blive en værdig kandidat 
til det rige, hvor vor Himmelske Fader og Moder 
bor. Gud velsigne os alle til at nå denne herlighed 
er vort oprigtige ønske. 

Don L. Christensen 
missionspræsident 



Hvis det var lige så let at gøre, hvad der er godt 
at gøre, som at vide det, så havde kapeller været 
kirker og fattigfolks hytter fyrsteslotte. En god 
teolog er den, der følger sine egne lærdomme! Jeg 
kan lettere lære tyve, hvad der er godt at gøre, 
end at være en af de tyve til at leve efter min 
egen lære. Hjernen kan udtænke love for blodet; 
men et hedt temperament springer over en kold 
lovregel. Ungdommen, den galfrans, hopper som 
en hare over snusfornuften, den hinkefods, net. 

William Shakespeare 
{1564-1616) 



Intet menneske er en ø, en verden for sig; ethvert 
menneske er et stykke af fastlandet, en del af det 
hele; om en lerklump skylles bort fra havet, eller 
et forbjerg, eller din vens hus, eller dit eget, Eu- 
ropa bliver mindre derved; ethvert menneskes død 
river noget fra mig, thi jeg er eet med den ganske 
menneskehed: så derfor skal du ikke spørge: Hvem 
ringer klokkerne for? De ringer for dig. 

John Donne 
(1573-1631) 



237 



MISSIONÆRANKOMSTER 

Den 11. april er følgende mis- 
sionærer ankommet til den 
danske mission: 




.■:■■'■:'.':■:■'■' ■''.:■ ■■'■.. .■■■■■..:;■: . ■.-.-'■ -;■ 

. . Ƨ m, 






Brent McEven fra Ft. Thomas, Glen Jensen fra Covina, Cali- 
Arizona, beskikket til at arbejde fornia, beskikket til at arbejde 
på Amager. i Randers. 



James Murdock fra Carey, Larry Gardner fra St. George, 
Idaho, beskikket til at arbejde Utah, beskikket til at arbejde 
i Birkerød. i Horsens. 





. 






Terry Black fra Lehi, Utah, be- 
skikket til at arbejde i Hvidovre. 



Cary M. Hoff fra Cedar City, 
Utah, beskikket til at arbejde i 
Aarhus. 



Patrick Harrild fra Escondido, Alan Bohrer fra Rainier, Ore- 
California, beskikket til at ar- gon, beskikket til at arbejde i 
bejde i Valby. Greve Strand. 










2 



Nicklas Bowler fra Logandale, Reed Wallentine fra Logan, 
Nevada, beskikket til at arbejde Utah, beskikket til at arbejde i 
i Vanløse. Aarhus. 



Max Nielsen fra Salt Lake City, Jan Greisen fra Horsens, Dan- 
Utah, beskikket til at arbejde i mark, beskikket til at arbejde i 
Viborg. Slagelse. 



Ny statistiksekretær 

Den 12. april er ældste Michael M. Ander- 
sen blevet kaldet som statistiksekretær 
i den danske mission. 
Ældste Andersen er født den 5. juni 1948 
i Mt. Pleasant, Utah, som søn af Mayre 
og Mac Andersen, nu Ephraim, Utah. 
Han kom til Danmark den 20. juni 1967 og 
har arbejdet i Kalundborg, København, 
Søborg, Holstebro og Roskilde, indtil han 
blev kaldet til sit nuværende kald. 
Vi beder Gud velsigne ældste Andersen 
i det ansvarsfulde kald, der nu er pålagt 
ham! 




MISSIONÆRAFLØSNINGER 

Følgende missionærer er blevet hæderlig 
afløst fra deres arbejde i den danske mis- 
sion: 

21. marts: 

Mary Olsen fra Salt Lake City, Utah, efter 
sidst at have arbejdet i Missionshjemmet. 
Peggy Loveridge fra Salt Lake City, Utah, 
efter sidst at have arbejdet i Kolding. 
Lise Pedersen fra Viborg, efter sidst at 
have arbejdet i Vejle. 



238 



Aalborg G.U.F. på tourné 

Ja, Aalborg G.U.F. har været på tourné 
i Jylland og på Fyn! 

Vi startede med udvælgelse af pro- 
grammet i januar måned, og derefter på- 
begyndtes øvelserne, og de stod på i de 
næste par måneder. 

Vi havde premiere i Aalborg den 29. 
marts og havde stor succes med vort 2 
timers program, som bestod af to afdel- 
inger, 1. afdeling en kavalkade med sange 
og sketches fra 1890 til 1969, og 2. af- 
deling et lystspil: „Vækkeuhret". 

Efter vor succes ved premieren havde 
vi fået selvtillid, og vi startede tournéen 
Skærtorsdag, og vi opførte vort program 
i 5 byer, fordelt over alle påskedagene; 



ca. 400 har set og moret sig over pro- 
grammet. 

Vi vil gerne her rette en tak til alle de 
grene, vi besøgte, for deres venlighed 
imod os. Der skal også lyde en tak til alle 
16 tournédeltagere for det fine kamme- 
ratskab og sammenhold i de fem dejlige 
dage turen varede. 

AALBORG G.U.F. opfordrer ENDNU 
engang andre til at prøve at lave en sådan 
tur. 

Formålet med tournéen: 

At glæde andre og skabe sammenhold, 
og det lykkedes. Kan man forvente an- 
det, når man altid har Gud, vor Fader, 
med på råd? 

Endnu engang, TAK til alle. L.K. 



DÅB: 
Vejle: 

2. november 1968: 

Judith Lundbæk, døbt af broder Christian 
L. Lundbæk, håndspålæggelse ved sam- 
me. 
København Gren: 

I. marts: 

Christian Peter Krolmer, døbt af ældste 

Norman Robinson, håndspålæggelse ved 

ældste Davis Christensen. 

Vera Krautwald Krolmer, døbt af ældste 

Davis Christensen, håndspålæggelse ved 

samme. 

8. marts: 

Johannes Albert Nielsen, døbt af ældste 

Niels Eskeisen, håndspålæggelse ved 

broder Torkil Dressø. 

5. april: 

Svend Elo Nielsen, døbt af ældste Lynn 

Palmer, håndspålæggelse ved broder 

Helge Nørrung. 

Ady Støvring Nielsen, døbt af ældste Lee 

Hansen, håndspålæggelse ved broder 

Helge Nørrung. 

Randers: 

5. december 1968: 

Birgit Mørch Thor, døbt af ældste Lynn L. 

Palmer, håndspålæggelse ved ældste 

Jerry K. Christensen. 

II. december 1968: 

Fritz Hundborg Johansen, døbt af ældste 

Poul Leishman, håndspålæggelse ved 

ældste James Woodward. 

28. februar 1969: 

Nielsine Nielsen, døbt af ældste Dana P. 

Green, håndspålæggelse ved ældste John 

Laurits Olsson. 

15. marts: 

Nielsine Jensen, døbt af ældste Donald 

Hartman, håndspålæggelse ved samme. 

5. april: 

Alf Oliver R. Larsen, døbt af ældste Ar- 

dean R. Andersen, håndspålæggelse ved 

ældste Keith L. Anderson. 



Esbjerg: 

14. marts: 

Bjarne Schmidt, døbt af broder Carl Johan 
Grabe, håndspålæggelse ved samme. 
Janne Thye Nielsen Schmidt, døbt af 
ældste David P. Kelly, håndspålæggelse 
ved samme. 

25. april: 

Anna Katrine Christiansen, døbt af ældste 
Author Christensen, håndspålæggelse 
ved broder Arne Pedersen. 
Ketty Christiansen, døbt af ældste Ken- 
neth Robinson, håndspålæggelse ved 
ældste Alan Petersen. 
Amager: 
5. april: 

Benjamin Goldfarb, døbt af ældste Char- 
les F. Adam, håndspålæggelse ved ældste 
Robert F. Rameson. 
Slagelse: 

26. april: 

Anne Elise M. Larsen, døbt af ældste 
Marvin Poulsen, håndspålæggelse ved 
broder Hans Martin Larsen. 
Aalborg: 
22. marts: 

Keld Jensen, døbt af ældste David L. 
Olsen, håndspålæggelse ved ældste 
Thomas R. Burt. 

Hanna Gerda Jensen, døbt af ældste Tho- 
mas R. Burt, håndspålæggelse ved ældste 
David L. Olsen. 
29. marts: 

Marie Winnifred Andersen, døbt af broder 
K. Børge Klitgaard, håndspålæggelse ved 
samme. 



Bryllup i Amerika 

Fredag den 1 1 . april viedes i Salt Lake 
Templet tidligere missionær, søster Geor- 
gia Jean Elmers og broder Hans Otto Niel- 
sen, Esbjerg. Stjernen ønsker hjertelig ti! 
lykke! 



ORDINATIONER: 
Sønderborg: 

1. december 1968: 

Wilhelm Peter Vendike ordineret til lærer 

af broder Aage Pedersen. 

Amager: 

23. februar 1969: 

Carl Johan Hencket ordineret til diakon af 

broder Bent Dideriksen. 

22. marts: 

Ernst Bent Persson ordineret til lærer af 

broder Finn D. Larsen. 

Nordsjælland Gren: 

18. marts: 

Kai Niels Hjarup Andersen ordineret til 

lærer af broder Poul Børge Andersen. 



VELSIGNELSER: 
Aalborg: 

6. april: 

Keld Jensens og Gerda Hanna Villadsen 
Jensens to børn, Torben Sten Jensen og 
Lisbeth Lykke Jensen, velsignet af hen- 
holdsvis ældste Thomas R. Burt og ældste 
David L. Olsen. 
Esbjerg: 
6. april: 

Bjarne og Janne Schmidts søn, Michael 
Schmidt, velsignet af ældste Glen Parry. 



DØDSFALD: 
Aalborg: 

Den 31. december 1968 døde broder 
Søren Sørensen, 68 år gammel. Æret 
være broder Sørensens minde! 
Den 25. marts 1969 døde søster Mary 
Jensine Petrea Nielsen Sørensen, knap 
78 år gammel. Æret være søster Søren- 
sens minde! 
Odense: 

Den 30. marts døde søster Helga Jen- 
sen Madsen, 63 år gammel. Æret være 
søster Madsens minde! 
Den 4. april døde søster Karen Louise 
Jørgensen Nielsen, 44 år gammel. Æret 
være søster Nielsens minde! 



FØDSELSDAGE: 

Vi siger til lykke til følgende søskende: 
Abild Kristensen, Randers, 65 år den 3. 
august. 

Frederikke Sofie Kathrine Recuber, Hor- 
sens, 80 år den 14. august. 
Elisabeth Christensen, Chr.havns Vold- 
gade 49, Amager, 75 år den 17. august. 
Mette Kristine Hurtig, Guldbergs Plads 18, 
København, 75 år den 18. august. 
Marie Elisabeth Jensen, Aalborg, 80 år den 
21. august. 

Aage Dichmann, Husumgade 13, Køben- 
havn, 70 år den 29. august. 
Anne-Marie Elna Glanner, København 
Nordre Gren, 65 år den 30. august. 



Ikke at gøre nok 






RICHARD L EVANS, medlem af De Tolvs Råd 




Når som helst der lægges vægt på arbejdsreduktion og en overdreven 
dovenskab, er det også nødvendigt at kende arbejdets velsignelser, ar- 
bejdets privilegier, arbejdets glæder og de utilfredsstillende behov, der 
findes i hele verden, og den indre disharmoni, der kommer, når man ikke 
arbejder. Fra en tid hvor folk, indbefattet børn, blev presset for meget, 
for tidligt, og havde for lang arbejdstid, så de fik fysiske og mentale men, er 
vi sprunget langt over i den anden grøft, hvor unge ofte er dovne, ofte 
forhindret i at opnå dygtigheden, kvalifikationerne, nytten, sikkerheden og 
tilfredsstillelsen, der kun kommer gennem arbejde. At lave konstruktive 
ting er den grundlæggende lov for livet. Se på alle skabte ting, med alle 
■ deres vidunderlige fysiske funktioner, menneskeheden, naturen, regnen, 
B solskin, sædens vækst, og den umådelige hjerne, der beordrer det hele. 
B Se på herligheden og fuldendtheden i at skabe — og se derefter på 
■ sløvheden i ikke at gøre noget eiler i ikke at gøre nok. 

„Vejen til at blive ingenting er at gøre ingenting", sagde Nathaniel 
lå Howe. 1 Voksne, børn, gamle og unge bliver frustrerede, ulykkelige med 
en lille eller begrænset drivfjeder, med lille eller begrænset tilfredsstillelse 
B i at tjene. „Gud har velsignet os med privilegiet at kunne arbejde," sagde 
præsident McKay; . . . „arbejde er en guddommelig gave ... for meget ledig- 
B gang er farlig ... lær at kunne lide dit arbejde ... lær at sige: , dette er mit 
B arbejde, min herlighed, ikke min forbandelse'." 2 

„En stedsevarende drøm om Paradis," sagde Thomas Carlyle, 3 „og et 
B luksuøst dagdriverland med . . . træerne fyldt med færdiglavede levneds- 
B midler; men det er heldigvis en drøm, en umulig drøm ... Er arbejde ikke 
B menneskets arv? . . . hans højeste . . . velsignelse er, at han arbejder, og 
B ved, hvad han skal arbejde med .. ." 

Når vi ser ind i fremtidens lange gade, og ser det gode, der er for os 
B alle at gøre, indser vi trods alt hvilken vidunderlig ting, det er at arbejde, 
B at leve og være lykkelig," skrev Robert Louis Stevenson. 4 o 

H 1 Nathaniel Howe — amerikansk religionslærer 

H 2 Præsident David O. McKay, Gospel Ideals, page 497 

H 3 Thomas Carlyle — engelsk historiker og filosof, Charakteristics 

H 4 Robert L. Stevenson — skotsk forfatter og poet.